Arbirk udgiver debutalbum med svævende release på Karma Kajen ★★★★☆☆

 

Arbirk spillede release på Karma kajen, København (Arkivfoto)

Arbirk er et københavnsk band med Rasmus Arbirk i front på vokal. Stilen er sommersød og melodisk svævende songwriterpop med rivende kant. Lige under den asfalterede vej ved foden af Knippelsbro, mellem Børsen og Udenrigsministeriet, ligger Karma Kajen som er en del af Kayak Bar i København og her bød Arbirk ind til release på debutalbummet Disguise som udkommer på vinyl og digital den 7 okt. igennem Celebration Records.

Salen er ganske tom da jeg ankommer kl.20.00, men efter nogle minutter begynder folk at komme ind i det nøgne, men hyggelige lokale med scene for enden og en bar bagerst. Hjemmebyggede borde med høje taburetter fulgte væggen i venstre side, mens højre side var forbeholdt ståpladser. Publikum stod meget spredt, men lyden var heldigvis ganske omsluttende. Først sang bliver præsenteret af Rasmus som Our Garden. Et nummer som ikke figurerer på albummet, dog er de næste numre at finde på det kommende album, forsikrer han. Sangen Tonight We Drink starter meget stille med keys og skrøbelig vokal, mens trommerne sparker ind med et dybere lag. Èn single har allerede fået lov at tease for det kommende album, singlen Summer Nights som byder de melodiske luner ind i endnu et keys-baseret univers med lette trommer og kun vokalen af Rasmus Arbirk. Næste single udkommer d. 29 september og hedder Hopeful Fighters.  

Lidt geografisk kendskab og et makabert vendepunkt for hovedpersonen, blev også budt ind med sangen om Dronning Louises Bro. (Hende der var gift med Christian den 9.) Sangen Queen Louisa starter også meget stille, men bygger op til et virvar af trommer, vokal og trompet, mens guitaren støjer. Dette i tråd med historien om hovedpersonen som kommer forbi Dronning Louises Bro og springer i døden, men vågner op hjemme. Her kommer kanten til syne som ridser lidt i det poppede univers og den stille songwriter-følelse. Sidste sang Wake Up The Wolf er en sang som også har fået lov at flyve fra reden alene, dog ikke helt officielt, da den kun er at finde som optagelse på youtube. Her kommer den støjende del af Arbirk også frem i et guitar-skrig og ekstra hænder på keys i høj og dyb tone-art på samme tid for at skabe mere højintensitet i live-udgaven.

Aftenen forløb sikkert som forventet, dog med enkelte nervøse upser. Dog fik Arbirk præsenteret det kommende album, som også blev overværet af bandet fra Katinka. Arbirk er nemlig så heldig at de skal supportere Katinka i hele oktober og november, hvilket er ikke så lidt endda.  

Husk: Du kan altid følge med på Instagram