Kathrine Søndergaard vandt Band Battle 2012, i kategorien Singer/Songwriter, som efterfølgende banede vejen for spændende spillejobs. Hendes råd til kommende Band Battle-deltagere er at de skal ”keep it simple” og dyrke deres egen lyd. EP´en City Of Mine kan findes på iTunes og Spotify.
Læs videre herunder.

Hvornår stiftede du bekendtskab med Band Battle på Skråen, for første gang?

Jeg blev bekendt med Band Battle fordi jeg kender flere bands fra Aalborg, som tidligere har deltaget i og vundet Band Battle, blandt andre ESGR. Jeg var dog ikke klar over, at man også kunne deltage som singer/songwriter, men en dag hvor jeg var ved at bestille koncertbilletter på Skråens hjemmeside, så jeg et opslag for Songwriters Battle og bestemte mig for at sende noget ind.

Hvad var dine forventninger da du tilmeldte dig og hvordan kom du med i konkurrencen?

Forud for konkurrencen havde jeg skrevet en del nye sange, men ingen af dem var helt færdige. Ved at tilmelde mig konkurrencen var jeg presset til at få lavet sangene færdige – så klar at de kunne blive præsenteret for et rigtigt publikum. Mine forventninger til det konkurrencemæssige aspekt var meget lave. Jeg var derimod meget forventningsfuld omkring det at få lov til at synge mine sange og at de her kunne stå deres prøve uden for lejlighedens fire vægge. Jeg havde lavet nogle demoindspilninger af tre af mine mest færdige sange som jeg sendte ind. Efterfølgende fik jeg besked om at jeg var med i semifinalen på Skråen – Hurra!

Hvad synes du om begrebet Band Battle og hele musikkonkurrencen?

Jeg har egentlig en ambivalent holdning til musikkonkurrencer, da jeg mener, at det er problematisk at måle og veje musik samt at vurdere et kreativt produkts værd. Når det så er sagt, gør konkurrencen det muligt for en up-coming musiker og sangskriver at spille på en stor scene med professionelle lydmænd og blive bedømt af et dommerpanel sammensat af kompetente branchefolk. Det er guld værd. De ansatte på Skråen, samt de andre deltagere gør at det bliver en tryg og sjov oplevelse hvis man, som jeg var, er grøn i branchen.

Har du lært noget igennem Band Battle forløbet?

Igennem Band Battle-forløbet har jeg lært at fremhæve og dyrke de musikalske potentialer og styrker jeg har. Jeg har også lært at jeg ikke altid behøver at ’lirre’ alle mine vildeste fraseringer af i én sang og at det heller ikke er nødvendigt at spille på alverdens eksotiske instrumenter for at skille sig ud og lyde godt.

Har du fået noget ud af at deltage i Band Battle?

Jeg har i høj grad fået noget ud af at være med i Band Battle, både personligt og musikalsk. Jeg har fået udvidet mit netværk og jeg har fået både ris og ros med på vejen som har vært med til at udvikle mig.

Derudover er det kostbart at kunne smykke sig med titlen som vinder af Band Battle! Titlen kan benyttes som en form for ”kvalitetsstempel” og et signal til bookere og publikum om at man rent faktisk ”kan noget”.  Derudover har det at vinde konkurrencen bragt en række spillejobs med sig som jeg ellers ikke ville være kommet i nærheden. Af disse kan nævnes et samarbejde med Nordkraft Bigband som arrangerede en af mine sange som vi optrådte med et par gange – det var en blæret oplevelse!

Hvordan var det at vinde Band Battle og spille for flere hundrede på Skråens store scene?

At vinde Band Battle var ret surrealistisk, da jeg på ingen måde havde forventet det. Det var en følelse af festfyrværkeri indeni, en meget stor papcheck og en buket blomster svævende i den ene hånd og et glas champagne boblende i den anden hånd – ikke noget man oplever hver dag! At spille for flere hundrede mennesker var en gave og der var på ubeskrivelig vis en følelse af nærhed og intim sfære i salen på trods af de mange mennesker. En oplevelse der stadig ikke helt har bundfældet sig her snart 3 år efter.

Har du nogen tips/tricks til kommende Band Battle aspiranter?

Til kommende aspiranter i Songwriters Battle vil jeg sige, at de skal ”keep it simple” og dyrke det der fremhæver netop deres lyd –  publikum og dommere skal kunne høre hvem de er og hvad der rør sig i dem.