Death Machine gav formidabel koncert på Huset i København ★★★★★☆

Fredag aften d. 29 september var der dobbeltkoncert på Huset i København. Esben Amdisen og Death Machine bød ind i de sorte gemakker på 3. sal, også kaldet Musikcaféen. Første mand på scenen var Esben Amdisen med band som leverede en god koncert inden det københavnske band Death Machine tiltrådte scenen og dermed havde mit fokus.

Efter albummet Cocoon, som tidligere har høstet ★★★★ – anmeldelse på bloggen, har det været min mission at få hørt bandet live. Denne Jacob Bellens-agtige vokal med stemningsfyldte keys og minimal percussion, som live blev spicet med dybe trommer i enkelte numre, var interessant.

Publikum havde spredt sig efter Esben Amdisen slog sidste tone an så første del af introsangen gik med at finde plads foran scenen, som dog hurtigt var fyldt godt op. Med sange som titelsangen Cocoon tiltrækker bandet publikums opmærksomhed inden Bring It Back flyder i det mørke lokale og skaber en stemning af døsighed og svajende overgivelse, der kun bliver sluppet af folks snakken i hjørnerne.

Ingen introduktion mellem numrene, men ren musisk performance fortsætter med den melodiske Bleak mens guitarspillet toner frem, svæver Jesper Mogensen på vokalen, siddende i front på scenen flankeret af både  kor, trommer, keys og bas. Koret er også at bemærke en ekstra gang, hvor den kvindelige sangerinde gav et fint touch. En koncert som også havde Bitter Dreams på setlisten. Én af de sange som minder mig mest om I Got You On Tape på vokalen i en mere stilfærdig udgave. 

Tæt på hele DR P6 holdet er mødt op for at opleve Death Machine live, og sammen med resten af publikum fik man en oplevelse af de gode, hvor ingen fingre var at sætte på det tekniske og hele stemningen. Pladen Cocoon er udgivet på det odenseanske pladeselskab Celebration Records.  

 

One thought on “Death Machine gav formidabel koncert på Huset i København ★★★★★☆

Comments are closed.