GK15: Lukas Graham bød på varme i den silende regn

Lukas Graham @ Grøn koncert 2015, Aalborg

Lukas Graham @ Grøn koncert 2015, Aalborg [Foto: Brian Virenfeldt / Musikblogger.dk]

For 3. år i træk trækker Lukas Forchhammer og band i sommertøjet og besøger de grønne koncerter sammen med Tuborg og Muskelsvindfonden, for at samle penge ind til Muskelsvindfondens arbejde for mennesker med muskelsvind. Efter den store succes med debutalbummet Lukas Graham i 2012, er det kun gået fremad for de 4 københavnske drenge. Opfølgeren, Lukas Graham (Blue Album), sprang mildest talt ud af det blå og har allerede nu overtaget flere radiostationers sendeflader, som uden tvivl kan betegnes som en succes allerede nu.

Vejret er altid det store taleemne på en Grøn koncert og desværre var det et stort taleemne pga. de grå skyer og dryp der forstyrrede oplevelsen, men heldigvis blev man sparet for det store skyl, mens Lukas Graham fremførte hits på hits på P4 Scenen.

Take The World By Storm er netop hvad drengene i Lukas Graham har gjort, og hvilken anden sang skulle man ellers starte sin koncert med. Selvom teknikken drillede en smule i starten gik resten af koncerten som forventet. Hittet der mildest talt startet det hele Drunk In The Morning fra debutalbummet, opsummerer smukt hvem Lukas Forchhammer er og det ændrer sig ikke. Den kække dreng med hjertet på rette sted fylder den danske befolkning med sange om strip, druk, kærlighed og ikke mindst kærlighed til familien. Alt er serveret med et smil som selv din bedstemor ville danse med til.

Der er masser af hits at vælge imellem fra det succesrige band og der skulle selvfølgelig også blive plads til lidt nyt i form af Don´t You Worry ´Bout Me fra 2015-albummet, som med en salig stemning omkranser den våde koncertplads og alle dens tilhører. Lukas´ vokal er ikke at tage fejl af, rullet i soul og smurt i en snert af pop, synger han fantastiske sange som kun er med til at sætte tankerne i gang.  Lukas er reel og lige til – kan slippe afsted med at sige kneppe og fuck til en folkefest som Grøn Koncert – hvori han havde omtalt de frivilliges bar Knepbar som havde sørget for lidt drikke til scenen. Hele bandet kender til de frivillige og har ingen problemer med at være en del af det arbejde de laver for Muskelsvindfonden. Stort cadeau til hele Lukas Graham-holdet.

Lukas Graham @ Grøn koncert 2015, Aalborg

Sangen som starter det nye album, 7 Years, fik luften til at sitre, skifter over i den lidt smagsløse Hayo som på albummet virker mere som fyld, men er et hit live med fællesang som inkluderer publikum.  Et smut forbi Criminal Mind over i Better Than Yourself (Criminal Mind pr. 2) til første gæst kom på scenen med bandet. Den danske rapper Kesi tiltræder den våde scene, smider Søvnløs til stor begejstring for publikum, som har stået lidt småkølige i regnen og lullet til de soulede perler fra Lukas Forchhammer. Kesi var et tiltrængt boost som følges op af seneste hit Dumme Penge, inden Patrick Dorgan også får sin 5 min´s fame foran det grønne koncert publikum med sangen Marilyn.

Herefter er det Lukas Graham som overtager spotlyset med sange som Ordinary Thing, Nice Guy og seneste radiobasker Strip No More, som er et fin eksempel på den kække attitude fra det unge band. Publikum får besked på at tage trøjen af og svinge den i takt med musikken, hvor Lukas tager teten og bliver den første til at smide trøjen. Hurtigt forbi Mama Said hvor publikum hjalp lidt med og en dejlig afslutning med megahittet Happy Home.

Endnu engang skinnede bandet Lukas Graham med sin charme, lækre soulpop-melodier og kække attitude på en scene, foran en plads der sagtens kunne rumme det dobbelt. Hele bandet bestående af Mark Falgren (LoveStick), Magnus Larsson (Magnúm), Kasper Daugaard (Daugaard) samt den karismatiske og fantastiske sanger, Lukas Forchhammer, gav endnu en oplevelse for det grønne koncertpublikum som vejret prøvede ihærdigt at ødelægge, men tabte gevaldigt.  

Lukas Graham @ Grøn koncert 2015, Aalborg Lukas Graham @ Grøn koncert 2015, Aalborg