JF17: Kajsa Vala rundede flot koncert af med kor og guitar på Jelling festival ★★★★☆☆

Kajsa Vala åbnede den lille scene, Ny Scene, på Jelling Festival Torsdag d. 25 maj med sin rock-roots-americana-inspireret musik. På scenen stod ikke mindre end 6 musikere, med Kajsa selv, foran bagtæppet med det store logo, som også pryder debutalbummet, der stod i flot og skærende kontrast til den silkebløde vokal fra sangerinden.

Med sange som Hurricane, balladen Saint Cecilia, Trail Of Hearts til Makes The World Go Round er der plukket fra albummet Kajsa Vala med god grund, for der er også noget at komme efter. Læs bl.a. anmeldelsen på bloggen her.

At dansk/islandske Kajsa er en habil guitarist viser sig tydeligt live, når hun giver små smukke soloer på den elektriske guitar og skifter mellem akustik og elektrisk, mens det store orkester akkompagnerer hende. Det 6-mands store orkester bliver også flittigt brugt som bl.a. i afslutningsnummeret Twilight, hvor hele bandet agerer kor og klarer det til UG. Men hvorfor gøre det så avanceret at skabe så enkel en sound, når kor og guitar klarer det meste. Umiddelbart kunne jeg nemt se at en guitar blev sparet væk uden det ville ødelægge lydbilledet.

Men, immervæk, en fantastisk koncert med Kajsa Vala i front som den bærende kraft som sangskriver og sangerinde. Selvom enkelte lydkvaler i form af små knasende “brag” havde fulgt den uheldige sangerinde fra hendes gig på årets SPOT, hvor Kajsa tog sagen i egen hånd og spillede uden kabler, så var det heldigvis ikke nok til at forpurre denne koncert på Jelling Festival 2017. Det var en vellykket koncert over middel, hvilket også kan tydes på anmeldelsens stjerner.