Josefine Skov betrådte Gyngens scene med en besætning på hele 5 musikere ud over sig selv. Arrangementet havde 2 på violin, 1 trommeslager/percussionist,1 på kor, 1 elektrisk guitar samt aku. guitar. Nok den største besætning jeg har set på festivalen indtil nu. Josefine er songwriter fra Aarhus som gav en fin koncert og flotte temposkift med stor cadeau til violinisterne som gjorde det godt. Men på trods af temposkift, pæne harmonier samt nydelige sange, så overraskede Josefine ikke. Det virkede som om hun kun havde satset på det sikre. 

Melodica 2014 - So So Sofie

Duoen So So Sofie var denne aften kortet ned til en éner. Med loopstation, piano og Omnicord gav Sofie en fantastisk og inspirerende koncert foran et pænt fremmøde, på Backstage. Her sang Sofie kor med sig selv, på en sådan overbevisende måde at klapsalverne tog til, jo længere koncerten skred frem. Det var intimt og nærværende at se Sofie kun oplyst af det røde lysskær på scenen. Hun synger med en levende og flot klang.  Publikum lyttede opmærksom og forventningerne blev forløst. Findes der noget bedre end at synge i harmoni med sig selv? Det svar må Sofie fra So So Sofie vide.

Som det er set før på festivalen, tog Sofie også chancen og satte sig ud blandt publikum for at synge på dansk med sin Omnicord i hånden. Dog virkede det engelske til at have bedre fat i Sofie, end hun havde i de danske tekster. Det var dog en flot koncert. EP´en udkommer i midten af oktober.  

Melodica 2014 - Autum Birds

Autum Birds består af Britt Rasmussen og Kirstine Hoelgaard som sammen synger skandinavisk-inspireret sange. På scenen var duoen samt en ekstra guitar/basspiller. Autum Birds har både danske sange samt engelske sange i bagagen, hvilket blev en blanding under denne koncert. Måske lidt for meget en blanding, for teksterne havde ikke sat sig for godt fast, da enkelte sætninger blev glemt eller kom for sent i gang. Dog ramte Autum Birds til tider en kølig og afslappet stemning som publikum forventer af en skandinavisk folkduo.

Duoen fik samlet et flot fremmøde i salen på Gyngen som var ved at være godt fyldt op og varmen kunne mærkes ned til de bagerste rækker. Nu har jeg selv lyttet Autum Birds på youtube, men må indrømme at deres charme rammer bedst live.

Endnu engang har jeg fået lov at opleve den lille intime sangskriver festival, hvilket har givet masser af inspiration og ikke mindst spændende musik med til det nordjyske. Oplevelserne, indtrykket og venligheden er stor hos den lille danske skare som står for koncerterne på Backstage og Gyngen. Og tænk sig, det koster ikke mere end 100 kr. for at opleve nyt og spændende musik fra hele verdenen. Jeg siger tak for denne gang, Melodica Festival.

 Du kan se masser af billeder på vores FLICKR-konto