Marie Lind – Christmas Time (jazz/pop) ★★★☆☆

Marie Lind
Marie Lind

Julen er en speciel tid med masser af musikalske udgivelser til følge. Sangerinden Marie Lind er med sin fjerde albumudgivelse, Christmas Time, med på julebølgen hvor klassiske julesange bliver fortolket og sunget af Marie, mens den aarhusianske Vestbo Trio sørger for at akkompagnere sangerinden med bas, piano og guitar.  

Med velkendte sange som Christmas Time Is In The Air Again af Mariah Carey til den jazzede Winter Wonderland udødeliggjort af sangere som Dean Martin, Bing Crosby og Michael Bublé. Det er store sange som Marie Lind tager kærlig hånd om og det går faktisk også ret godt. Men julestemningen? Hvor er den. Savner et overflod af ringende juleklokker og et stort børnekor. Med fare for at lyde gammeldags og indsnævret, så mangler den gode gamle julestemning.

Albummet er smukt. Kompositionerne og vokalen fra Marie er perfekte, men ikke ”julede”. Hvis man lader være at lytte til teksten, kan sangene ligeså godt være udgivet i september eller februar. Men skal albummet ses som en fortolkning af julesange til den mere jazzede omgangskreds, så rammer musikken plet. På trods af denne stemningsbaserede kikkert-anskuelse, så får udgivelsen fra Marie Lind 3 ud af 5 stjerner.

Du kan lytte til sangen Christmas Time Is In The Air Again. Sunget af Marie Lind herunder.