Mia Marion – What We´ve Become (pop) ★★★★☆☆

Mia Marion – What We´ve Become 2017

Sangerinden Mia Nielsen udgiver mini-albummet What We´ve Become d. 17 februar 2017 under navnet Mia Marion. Udgivelsen indeholder 5 sange med mere eller mindre referencer til et maritim tema, hvor titlerne Anchors Aweigh, White Ocean og Lighthouse er at finde. Hele lydsiden er akustisk med instrumentering af både trombone, cello, violin og mandolin foruden piano, guitar og bas.

Som et fyrtårn, toner Mia frem på vokalen mens velovervejet instrumentering følger den tilbagelænet stemning hvor sange som Lighthouse tager sig godt ud.  Bl.a. med en catchy perle som i teksten ”..and i never will be Able, but does that make me Cain? “

Alle tekster er skrevet af Mia selv, dog sidste skæring og titelsang, What We´ve Become, i samarbejde med Helle Hansen. Endnu engang er fokus på vokalen, mens pianoet roligt bryder stilheden og lader sig forstumme inden trombonen overtager i få øjeblikke.

Pladen tager sig godt ud uden de store overraskelser. En sikker plade på både vokal, lyrik og instrumentering, hvor det næsten føles for sikker. Dog ender anmeldelsen på en flot middel af 4 ud af 6 stjerner.

Herunder kan du høre en tidlig akustisk version af I Remember You fra den nye debut-udgivelse What We´ve Become.