NOAH, Reservatet Kl.14.00 Nibe Festival 2015 (Foto: Mikkel Werenberg / Nibe Festival 2015)

NF15: NOAH bød på hyggelig skovtur i Skalskoven **** (4/5)

NOAH, Reservatet Kl.14.00 Nibe Festival 2015 (Foto: Mikkel Werenberg / Nibe Festival 2015)

NOAH, Reservatet Kl.14.00 Nibe Festival 2015 (Foto: Mikkel Werenberg / Nibe Festival 2015)

Festivalens anden dag, Torsdag, havde pop-duoen NOAH på besøg i det kølige område mellem træerne i Reservatet. Onsdags-tømmermænd havde allerede sat sig i publikum som var troppet op til koncerten med håbet om at restituere og nyde en god gang mellow-pop fra Troels Gustavsen og Lasse Dyrholm i front. Publikumsmønstreret var også broget med alle aldre repræsenteret. Lige fra de obligatoriske unge piger i front, børnefamilierne med de lyserøde hørebøffer på deres guldklumper til teenagepigerne som raserede selvsamme scene, da Scarlet Pleasure spillede natten forinden. Vejret er fantastisk til en hyggelig skovtur med Troels og Lasse i front.

Koncerten får en hurtig start med Ekko fra debutalbummet NOAH. Det er mellowpop fra den lækre skuffe, som en dejlig brunch med det hele dagen derpå. Opsætningen på scenen er i øjenhøjde med publikum og virker beroligende. Ingen piedestal at kigge ned fra. Den blide vind blander sig til tonerne af næste sang, Tilbage Til Migselv, hvor Troels´ behagelige vokal får publikum til at svaje som træernes dans i trætoppen. Det´Okay overtager rytmen og ender i fællessang fra et glad og lyttende publikum, hvor scenen er sat med besætningen af Jesper Thomsen på trommer, Kasper Falkenberg på elektrisk guitar og Peter Buch på bas, mens fronten prydes af Troels Gustavsen på akk. guitar og vokal samt Lasse Dyrholm på keys.

Varmen tager til, men heldigvis med en stadig tiltagende kølig brise mellem træerne, mens vi præsenteres for den nyeste single Før Vi falder. En sang med den fornødne energi, efter en rolig start med de stille sange fra setlisten som overtages af de mere kendte sange som Godnat København, Kun Dig Og Mig og en hyldest til Troels´ far, Dine Fodspor.

Med tanke på lokation og tid på året, byder NOAH på det fantastiske cover af Albertes Lyse Nætter. En sang mange har prøvet kræfter med, men aldrig ramt den samme magiske følelse og stemning, som kun Alberte kunne. Troels´ nærværende vokal rammer Lyse Nætter spot on, mens Lasse akkompagnerer på keys.

Koncerten skal desværre slutte på et tidspunkt, men heldigvis først med sange som Endnu En Nat, Mælkevej samt hitsinglen Alt Er Forbi som også udsættes for en lækker og tiltrængt guitarsolo, efter en hygge-døsende koncert som den slags skal være. Samhørigheden, nærværen og energien er ladet op efter en fantastisk nydelig koncert på Reservatets scene i Skalskoven.

NOAH, Troels Gustavsen og Lasse Dyrholm, gav en forblændende koncert i skovens stille ro, med det professionelle band i ryggen. Alt var lige til og i øjenhøjde med publikum, som gik derfra med ren og skær glæde og mod på flere nye oplevelser på Nibe Festival 2015.