The Minds Of 99 spillede på Northside [Fotograf: Stephanie Stål]

NS15: The Minds tog publikum med storm

The Minds Of 99 spillede på Northside [Fotograf: Stephanie Stål]

Det unge og ret succesfulde danske band The Minds Of 99 var endnu engang inviteret indenfor på luksus-festivalen Northside i Aarhus til en større scene end sidst. Debuten blev afholdt på P6 Beat scenen i 2014, men var nu rykket en tur op på Blue Stage med plads til endnu flere foran scenen.

Med ordene ”Hvem Er Vi” tonede forsanger Niels Brandt frem på scenen foran en flot pakket festivalplads. Med et kommende album, og debutalbummet fra sidste år, er der heldigvis nok at præsentere for den store forsamling som alle var klar på at holde en fest, mens skyerne var trukket godt op over pladsen og truede med regn. The Minds emmer allerede fra starten af spilleglæde og god stemning hvor sange som Rav og Tivoli passer perfekt ind med effekter som echo på vokalen og den liflige skramlende støj. Det er lige på og hårdt fra starten som man kender The Minds Of 99.

Debutpladens Et Barn Af Min Tid skydes i gang med en længere intro af Jacob Bech på keys. Det er heftigt og tempofyldt med masser af selvtillid og charme på scenen, hvor nyeste sang fra den kommende plade Ud Af Min Krop fik spilletid. The Minds holder stilen hele vejen igennem fra debutplade til kommende plade, mens himlen begynder at åbne sig foroven til det forventede stykke regn som DMI havde lovet.

Efter en dejlig, men våd, Ud Af Kroppen-oplevelse tager vi med The Minds Ind At Se På Stjerner som på trods af regnen skabte glæde og fest blandt publikum. En legende guitar rulles ud og det psykedeliske trip begynder så småt at åbenbare sig. Sammenspillet er forbedret en hel del fra første koncert på SPOT festival i 2014 til nuværende fantastiske præstation på Northside 2015.

Sange som Hurtige Hænder og Jeg Lytter følger trop med god overbevisning og indgroet erfaring fra deres mange koncerter siden udgivelsen af debutalbummet. Skal man drage sammenligning vil bands som Nephew og Tv-2 være de største overskrifter som inspirationskilder. Særligt den tidlige Tv-2-lyd er at spore i vokalen fra Niels Brandt og flere af sangene på både debutalbum og nye sange.  Den nye sang Stjerner På Himlen har fået plads til mere synth i et rockpræget univers med flot vokal af Niels og vil være én af kandidatene til den danske TV-2 sound.

Superhittet fra sidste år Det Er Knud Som Er Død var gemt til sidst på setlisten og suset fra publikum var ikke at tage fejl af. I ren fællessang rockede publikum med på beatet og sang ufortrødent med på mindedigtet fra Tom Kristensen, som handler om polarforskeren Knud Rasmussens død i 1933. Men helt slut var det dog ikke, for i introen til Fuglebur kom en lille overraskelse i form af sangen Born Slippy fra Underworld. Det britiske band Underworld spillede på Northside senere på aftenen og med stor begejstring spurgte Niels Brandt publikum om ikke glæden til Underworld i aften var stor.   

Glæden ved at opleve et fejlfri The Minds Of 99 på Blue Stage var ligeså stor. Bandet er stadig en fremragende koncertanbefaling værd for alle som er interesseret i en festligt aften i godt selskab og fed stemning.