PALA – Dazed (Synthpop/rock) ★★★★☆☆

PALA udgiver EP´en Dazed 2018

PALA udgiver EP´en Dazed 2018

Aarhusianske PALA udgav EP´en Dazed d. 6 april 2018. En EP som også gælder for deres debut som genremæssigt er synthbaseret pop og en snert af store rockballader, med den mørkhåret, tårnhøje forsanger Søren Ulsig i front sammen med sine barndomsvenner Kristoffer, Jens og Niklas.

I en nærmest Soleima-intro, tårner synthen frem som første tone på debut EP én Dazed. Sangen hedder Love Drug og starter i et stille tempo med forsanger Søren Ulsig på vokal. Vokalen er dyb, karismatisk, næsten indelukket og sprød og hele kompositionen virker som en urban stilistisk version af bandets sound modsat singlen Weekend Girl som både fremhæver den elektriske guitar og trommerne, mens Søren Ulsig melodisk svæver med sin mørke kroonervokal.

My Baby Made A Grown Man Cry.  En titel jeg har undret mig lidt over, mens jeg på gåture har nydt intensiteten i sangen og hele den store stadionrock-flade der emmer i omkvædet sammen med guitarens hvinen i solostykket. En af omkvædets sensuelle sætninger ” My baby made a grown man cry… I try to hold it back, i swear..” kan man ikke undgå at synge med på. Her viser bandet en nerve som virkelig rammer dybt.

Sange som Never Spoke prøver samme opskrift som My Baby Made A Grown Man Cry, men virker mere afmålt og når ikke helt samme stemning. Mens Breathing In viderefører noget af den storladne rock-inspiration som jeg så godt kunne lide i My Baby Made... Jeg fornemmer en klar rød tråd, men alligevel flere inspirationskilder som afprøves i hele lydbilledet fra aarhusianske PALA.

Bl.a. den tunge Dazed som med lækker sløvende bund og stortromme laver en filmisk refleksion over lydlandskabet og hele tekstuniverset. Der leges med tingene på en ny og inspirerende måde.

PALA er til den unge generation, hvor forelskelse er lige så stor en brik i puslespillet som selve livet. Fra en hurtig sommer-forelskelse over i livslange relationer, rammer sange som My Baby Made A Grown Man Cry, Weekend Girl og Breathing In toppen af skalaen, mens Never Spoke har en meget fin grænse mellem kedsomhed og grænsen til genial rockballade.  Til tider kan jeg ikke helt finde ud af om PALA vil være storslået rockballade eller middelmådig synthpop. Det er fint at være begge, men der er flere kedsommelige passager som overskygger hele billedet.  

Til gengæld har gruppen fat i noget som jeg glæder mig til at følge med i for fremtiden.

MUSIKBLOGGER.DK anbefaler: My Baby Made A Grown Man Cry, Breathing In