Rambuk – Koks I Kolonihaven (reggae/poprock) ★★★☆☆

Rambuk - Koks i Kolonihaven (2016)
Rambuk – Koks i Kolonihaven (2016)

Koks.. i Kolonihaven. I samfundet. I livet. I kærligheden. Rambuk tager fat hvor de skæve eksistenser færdes med underbyggende reggaerytmer og mini-rocksolo på guitar, mens den hæse vokal dannes af Ole Friis.

Det resterende studioband dannes af Anders Skeem på trommer, bassist Karlos Armes, guitaristerne Kaare Svane og Palle Nothlev samt Hans Mydtskov på saxofon og Kim Dahl på slagtøj.

Musikken og genren er som vinylcoverets design. Mange detaljerede lag. Første lag kan virke en smule uinteressant, men når man først skraber lidt i overfladen dukker underfundige detaljer op. Første lag på pladen er en reggae-skitseret Storkespringvandet a la Rambuk med de velkendte reggae-rytmer og velkendt tekst af Cæsar og Thøger. Sidenhen følger sange som den skæve og ulykkelige Carsten i Potcarsten til den rockede Den Sidste UFO med nydelig guitar-intro over i Sikke En Nar, om manden som skulle til at være far. At pladen har et samfundskritisk synspunkt er bl.a. at finde på pladens sidste nummer Planeten. Med en intro som lyder ”Planeten den var blå, med store grønne skove på. Nu er planeten blevet grå, hvad er det vi ikke kan forstå..”, er kritikken eller undren tydeliggjort til eftertænksomhed efter tæppefald.

Pladen Koks I Kolonihaven fra danske Rambuk gemmer på mange lag i både de humoristiske til samfundskritiske hjørner og dagligdagens gøremål. Udgivelsen vil blive interessant for de der graver sig dybt ind, mens de overfladiske ikke vil tage den store notits af sangene. Bedømmelsen her på bloggen rammer lige over middel med 3 ud af 5 stjerner.

Herunder kan du høre sangen Den Sidste UFO af Rambuk.