Chorus Grant Skråen By Night

Skråen By Night: Chorus Grant 4.okt. 2014

Chorus Grant Skråen By Night

Kristian Finne Kristensen, bedre kendt som Chorus Grant, kommer fra Bornholm men bor i København.  Selvom Chorus Grant kun består som én, så har han bandet med på tour som tæller 5-mand. Koncerterne har bl.a. besøgt Lyngby (Templet), København (Pumpehuset), Aarhus (HQ) og nu Aalborg (Skråen). Dexter (Odense) og Forbrændingen(Albertslund) får også besøg i november.

Igennem Local Heroes har Kristian bl.a. fundet et support act i aalborgensiske Ulrikke. Selvom scenen i Skråens Lounge ikke er den store scene, så fandt Ulrikke og de 4 korpiger fin plads midtfor scenen. Hele Ulrikkes live-hold består af Malou Dalhoff, Nanna Blum knudsen, Clara-marie Søgaard og Marie Damsgaard.

Ulrikke startede flot ud med sangen All For You fra den kommende EP. Hendes force er flerstemmigt sang i et singer/songwriter univers og med hele fire korpiger, var der nok at byde på. Specielt harmonierne sad lige i skabet denne aften, selvom vokalerne engang imellem fik lidt for meget power. På sangene Hey baby og So High får jeg pludselig flashback til 90ernes kvindevokaler, når Ulrikke virkelig lader vokalen arbejde.  Til de fleste sange benyttede pigerne backingtrack, dog havde Ulrikke enkelte sange hvor guitaren også blev introduceret. I All That I Got var det kun søstrene, Ulrikke og Malou, på vokal mens Ulrikke spillede guitar samtidig.  

Ulrikke og korpigerne gav en forrygende koncert som både blev rost af publikum, men også Chorus Grant forsanger, Kristian, havde fine kommentarer efter koncerten.

Chorus Grant Skråen By Night

Chorus Grant havde taget stort beslag på den lille Lounge scene med et 5 mands band hvor både trommer, 2 x guitarer, bas og piano var stillet op. Forsanger Kristian Finne Kristensen virkede glad og klar til at spille for de fremmødte. Både Camilla på piano og Laurits på guitar var backingkor på flere af Chorus Grants numre. Kristian har en lækker vokal, der dog til tider havde svære vilkår pga. den dybe bas.

Flere af sangene fra albummet Space blev spillet foran forsamlingen, mens enkelte ældre numre også fik lov at blive fremvist. Specielt er jeg mere vild med det første album And The Villa Nova, end seneste Space. Men måske skal det lige vokse på én.

Chorus Grant fik også flere klapsalver for de melankolske sange, hvor Kristian udviste et talent som, efter min mening, ikke helt er udfoldet endnu, men det er der og når det springer frem kan vi forvente store ting. Har heller aldrig set så levende og sammenbidt en bassist som udtrykte et forvredet ansigtsudtryk for hver enkelt tone bassen slog an. Der kan man tale om at føle musikken.

Koncerten var både nærværende og ganske intim. Harmonierne, melodierne og vokalen var flotte, men kunne til tider være en smule langtrukken. Måske var det bare det sene tidpunkt. Men en koncert der skal opleves, er det helt sikkert.