Sidste semifinale for singer-songwriters i årets Band Battle, og med 5 håbefulde, unge musikere på scenen denne aften, var der rigeligt at se til denne aften.

Tom Bue var aftenens konferencier, og han startede i Peter Boesens fodspor med at fortælle kort om aftenen, og herefter præsentere den første deltager.

Songwriters Battle 2014, Daniel Zielke
Songwriters Battle 2014, Daniel Zielke

Jacob Schou Kupferberg var første mand på scenen, og han startede sit set med en sang om en spansk pige. Det lød som om det var kraftigt inspireret af Shawn Mullins, men dog er der lidt vej endnu før der kan drages paralleller mellem disse to.
Til anden sang skiftede Jacob guitar første gang af tre i det 15 minutter lange set, og kastede sig ud i at ”beatboxe”, med hvad undertegnede vil betegne som værende med ”begrænset succes”.  Det var som om at de sange Jacob spillede ikke rigtig hang sammen, og de blev leveret med en meget overdrevet engelsk accent – når han vel at mærke huskede det.
Der er ingen tvivl om, at Jacob Schou Kupferberg gerne vil fremad i musikkens verden, og han er godt i gang, men der er lang vej til toppen.

Næste solist på scenen var Iben Bjørg Anton. Iben indtog scenen med sit el-klaver, og efter første nummer, ”Shining My Light Your Way”, kastede Iben sig ud i noget af en satsning. Iben forlod pladsen ved klaveret, og stillede sig hen til mikrofonen uden instrument. Med hjælp fra et publikum der klappede med i takt, klarede Iben at synge en sang a cappella ganske flot. Da Iben ikke er den store pianist, stod sangen uden instrumenter meget stærkere og det virkede meget overbevisende.

Efter Ibens set kom Tom Bue på scenen og fortalte lidt om præmierne i Band Battle, og herefter var det Dennis Graves tur til at give sit bidrag til semifinalen.

Dennis spillede americana/rock/pop/blues og sang godt. Trods guitaren ikke havde den bedste lyd, så klarede Dennis sig rigtig godt igennem sit set. Han synger godt, men de fire sange han kom igennem virkede meget ens, og der var ikke noget nyskabende i det, men det var et godt set, og for første gang denne aften klappede publikum med af sig selv.
Og publikum mente da også at Dennis skulle have en plads i finalen.

Efter Dennis, var det 18 årige Daniel Zielke fra Hjørring der skulle på scenen. Daniel startede med at spille guitar, hvorefter han gik over til sit el-klaver for at synge en mere jazzet sang. Og her kom publikum for første gang rigtigt på banen – Daniel delte salen op i to, og så skulle der synges med. Modig beslutning, og man kan diskutere om det er værd at bruge tid på, når man har så kort tid, men det virkede og trods lidt udfordringer med lyset på scenen klarede den unge hjørringenser det godt.
Daniel sluttede af med en sang, hvortil han spillede elguitar, det lyder som om der er blevet lyttet en del til John Mayer, og sangen blev desværre trukket lidt for meget i langdrag.

Sidste mand på scenen i denne semifinale var Jonas Wentzel. Jonas havde, lige som størstedelen af de øvrige songwriters i denne konkurrence medbragt en guitar, men fik undervejs fortalt at han egentlig er trommeslager, og derfor også gav et nummer på ”bongo-guitar” – anderledes og det virkede fedt at se noget andet end det traditionelle guitarspil.
Jonas leverede en fin præstation, men der var mere end en gang undervejs hvor man lige tænkte ”den har jeg vist hørt før” om de sange der blev leveret.
Men det virkede og Jonas var dommernes favorit og gik derfor også videre til finalen.