SPOT18: Genialiteter på grænsen til det humoristiske fra Natjager ★★★★★☆

Natjager, SCC, SPOT festival 2018 (Foto: Helle Arensbak)

Natjager, SCC, SPOT festival 2018 (Foto: Helle Arensbak)

Natjager er lidt den her bastard, som kommer fra to vidt forskellige familier. Metal-verdens tempofyldte og tekniske kunnen forenes med den nyere hip hop´s tykke dreng i klassen, autotune. En forening som lyder fuldstændig banalt i musik-kenders ører, men selvfølgelig også noget man har svært ved at lade være at studere mere.

Scandinavian Congress Center i Aarhus bød bandet Natjager indenfor på én af de store scener som var placeret for enden i den sorte boks med massevis af slukkede pærer i loftet.  Publikum var gået udenfor i det gode vejr for at nyde lidt solskin efter koncerten med IAMJJ. Et solskin i kontrast med det omsluttende mørke indenfor i SCC.

”Kom ind!” råber forsanger Jon, også kaldet Sluzh, ud blandt det fremmødte publikum i håb om de solhungrende outsiders vil komme ind og fylde gulvet noget mere. Første sang hedder Historier og har et meget melodisk afsæt og en snert af rap med autotune. Bandet er stillet op i en robust band-konstellation med en guitarist på hver side, trommerne i midten og keys lidt til venstre. Men ingen står stille og flyver næsten lige så meget rundt som Sluzh. Lyskeglerne har lige så meget fart på og går fra scenens gulv ud over publikums hoveder, mens stroboen er på overarbejde i et virvar af glimt. Sangen Diamant præsenteres kort, lydniveauet er steget drastigt og vokalen nærmest skærer sig igennem ørernes trommehinde. Noget der ikke burde være iørefaldende, men på én eller anden måde tiltaler mig.

Ind imellem sangene får man en kort lille historie, som lyder meget kikset med autotune på vokalen. Noget jeg vil anbefale at fjerne, da det mere lyder som et barn der vil have is, end en velvoksende mand der faktisk har noget vigtigt at sige. Eller så vigtigt som det nu kan være når man spiller autotune-metal.

Den velkendte Tyler Durden får publikum at synge med på omkvædets ”heyyyyy”-sekvenser og interagerer de få hundrede som er mødt op. Sluzh kravler stadig rundt på alt hvad der kan holde hans vægt, og springer op og ned fra scenen, hvilket også var tæt på at ende katastrofalt da han fik overbalance på scenens kant og et kort sekund, så ud til at falde mod gulvet.  På sangen Drøm Hårdt får jeg pludselig øje på de flagrende t-shirts med Natjager logo, som er hængt i front og blafrer med den bastante luftflytning af bundguitar og trommer. Det er et heftigt lydunivers som man kender det fra metalbands og melodisk guitar som akkompagneres af vokalen. En koncert fra et band med noget vildt og råt, nærmest dyrisk udtryk, var ved at nå sin ende og med sangen Rejser kunne man se tilbage på en ,…. oplevelse? Det er svært at forklare, men i egenskab af skribent bliver jeg nødt til det.

Natjager er fremtiden. Det indblik som kan afføde nye genrer, selvom vi i dag ser det som sjov og leg. Det burde ikke tiltale mig, men det gør det. Der mangler ikke meget før jeg vil stille mig op og proklamere bandet Natjager til kongerne af bastard metal. Enkelte elementer og lydniveauer skal testes og afprøves, så man ikke står tilbage med en ringende tinitus efter end koncert. Men i mindre bidder er det genialt. Derfor er jeg ikke bange for at smide et par ekstra stjerner efter et band der leverede en oplevelse, hvor flere iblandt publikum stod med åben mund og et blottet smil.

Alle billeder er copyright Helle Arensbak