Why Do We Yawn på Skråen, Støttekoncert d. 20.05.2016

Støttekoncert på Skråen: April, Why Do We Yawn og Én Mand Stærk

Why Do We Yawn på Skråen, Støttekoncert d. 20.05.2016

Why Do We Yawn på Skråen, Støttekoncert d. 20.05.2016

Kom ned og betal hvad du vil i Entré. Sådan var parolen da SFU holdt støttekoncert(for venligboerne) i Skråen Fredag d. 20.05.2016. Plakaten havde musisk underholdning fra bl.a. det lokale band April, protestsangeren Én Mand Stærk og indiepop-bandet Why Do We Yawn.

April

Efter en kort tale fra konferencieren gik gruppen April på scenen med forsangerinden Johanne Buch i front. Scenen var møbleret med kontrabas, cajon og guitar. Genren var songwriter med store referencer til danske Tina Dickow. Efter en lidt rodet start, gav de fine finesser fra Johanne genlyd i bl.a. første sang Wednesday. Selvom guitaristen engang imellem virkede til at gå sine egne veje, var der heldigvis steder hvor bandet mødtes i sange som Mind Scenes (tror jeg den hed?) og sidste sang, No Good.  Men Wednesday står bedst i min erindring som en sang, og en vej, som ville klæde bandet.

Why Do We Yawn

Gruppen der tidligere i år deltog i spillestedet Skråen´s talentforløb, Band Battle, og nåede helt til finalen dog overgået af det elektroniske act, Tunnelvision. Why Do We Yawn kan jeg huske fra finaleaftenen som et godt gedigent indiepop-band med den karismatiske forsanger Simon Vestergaard. Også denne aften gav bandet en forrygende koncert med damp lige fra start og et blændende sammenspil. Fra den svævende Bad Intensions til Lost Expression mod Streetlight og den funky og nydelige Slow Walking. Allerede nu har bandet noget at byde på og dette skal være min anbefaling herfra. Desuden cadeau til lydmanden på Skråen for god lyd.

Èn Mand Stærk

Og så alligevel ikke. De var faktisk 2 på scenen. Men alene ville Asbjørn Løvendahl Mogstad aka Èn Mand Stærk også være underholdning i sig selv, men mens Asbjørn agerer vokal og guitar, sørgede mand nr. 2 for ekstra vokal som kor. Sammenligninger med sidste års Songwriter Battle-vinder, Muldvarpen, synes at kunne anes, men derefter var actet også helt sig selv. Sange om hjemløse daniel til et cover af Times Are Changing fra selveste Bob Dylan. Paletten havde lidt af hvert og virkede også til at være udvalgt på stedet og ikke aftalt fra starten, men en god gang impulsiv songwriting er altid at foretrække. Èn Mand Stærk var i hvert fald underholdende.

Har du lyst til at følge mig rundt omkring til koncerter, så kan du følge med via Instagram