The Great Dictators – Women ★★★☆☆

The Great Dictators - Women (Album)
The Great Dictators – Women (Album)

Fra den opbyggende Hands med 90er skramlet guitar til den synth-løbende We´re Almost Here over i en kraftfuld guitar på sangen Blood, tager The Great Dictators dig igennem deres bud på en genoplivende rock-lektion. En lektion som skal prøve at neddrosle den stigende populærmusik´s fremgang.  For som trioen selv siger: ”Verden bliver dummere og dummere. Det gør populærmusik også. Vi har brug for en masse rock, der kan ruske op i os igen. ”

Albummet, der er kommet til at hedde Women, består af 10 skæringer, hvor første lyt er en introduktion med anmodningen Can I Please Have Your Attention. Hermed givet.

Den mørke skyggeside sidder stadig og lurer under overfladen, men et lille vindue er åbnet op så lytteoplevelsen bliver mere åben og modtagelig for den gængse lytter. På The Road To Blacking Out leger et sagte klaver i baggrunden, mens synth har fået endnu mere indpas i trioens løbende udskiftning af instrumenter og sound.

Den københavnske trio tæller Dragut Lugalzagosi på sang og synth, Christoffer Hein på bas og klaver samt Jakob Lundorff på percussion, sav og klokkespil. Sammen leverer de et godt bud på et iørefaldende rock-album med justeringer hist og pist, dog gennemgående godt skramlet og gode vokaler.

Herunder kan du høre Angel Flesh fra The Great Dictators