The Hail Music Committee – Origins (Alternativ rock) ★★★★★☆

The Music Hail Committee - Origins

The Music Hail Committee – Origins

På jagt efter essensen i livet. Eksistensen i både livet og døden. The Hail Music Committee har taget kampen op med singlen Wood som nu også kommer med en dyster, men ganske flot musikvideo, hvor en lille smule naiv humor kradser i overfladen. Komitéen bliver ledt af frontmanden Daniel Shailesh.

The Hail Music Committee udsender EP´en Origins d. 20 april på alle streamingtjenester igennem Gateway Music. Ep´en indeholder 3 sange hvor singlen Wood allerede er udgivet.

We should all leave town. Move out in the woods

Ovenstående tekst starter sangen Wood i et dyster univers med skærende og opbyggende effekter, inden trommerne slår ind og bliver en forløsning i en længere vejrtræknings-øvelse. Opbygningen er rammende og levende, selv med korets indtog. Der bygges endvidere på med synth og trompeter, mens bassen giver en følelse af varme og håb.

Men hvor vokalen bød på menneskelig interaktion, er det nu overladt til instrumenternes virkemidler at ramme. Titelsangen Origins er et instrumental mellemlag af blæseinstrumenternes sørgelige historier akkompagneret af klaverets stemningsfulde, men betydelig gladere udtryk. En form for glad dommedag hvor håbet spirer endnu.

Sidste sang på Ep´en hedder slet og ret, Them Cowboys. Vokalen er retur og akkompagnerer en omgang alternativ rock med tråde til tidligere single Wood. Drysset med en lille kort introduktion af violinens bestemte væremåde.

The Hail Music Committee har ramt et behov. Et behov om at udfordre og udforske musikkens virkemidler og hvor følelserne kan have frit spil i et ellers stringent univers. The Hail Music Committee er en nødvendig, men behagelig vandring i selvet. Ep´en har ramt plet her. 

Dato: 20 april 2018
Genre: Alternativ rock
Format: Digital