Via Mala – Drifting Apart (alternativ rock) ★★★★☆☆

Via Mala udgiver EP´en Drifting Apart på vinyl og streaming

Kvintetten i Aalborgensiske Via Mala har udgivet EP´en Drifting Apart og med den følger 4 dragende sange på engelsk, hvor Nikolai Lybæk byder ind med sin unikke sangstil. Både hæs og rå, men alligevel sukkersød som en drivvåd popsang. Meget tilbagelænet og imellem melodisk rytmeguitar, minimale trommer og en slowbas med god bund, får man allerede i Are We Over Now en god indikation på hvad EP´en Drifting Apart byder på.

Det er rock. Alternativ rock, uden så meget fart på. På Pitiful får guitaren mere råderum, trommerne bryder lydmuren med mere power og vokalen viser et større rum at udfolde sig i. Her oplever man også en længere sekvens med opbyggende stemning inden klimaks synes at bryde, men egentlig holdes længere ud i en fake exit. Something Has Been Going On bryder lidt det opbyggede mønster og byder ind med en slow jazz-intro, hvor finurlige breaks ridser den bløde stil.

Via Mala er konsekvent på den nye udgivelse og har skabt sig en spændende lyd som kan genkendes på den karismatiske vokal som både ridser og heler i lydlandskabet. Sidste sang på EP´en hedder Hurts Like Hell og afslutter hele EP´en på en meget afslappet måde. Guitaren skratter og river i lyden, men det melankolske udtryk bevares fra ende til anden uden at tage overhånd. Men efterlader dog også en trykket stemning efterfølgende når vokalen toner ud med ordene, fra forsanger Nikolai Lybæk, ”it hurts like hell..”

EP´en Drifting Apart er udgivet på vinyl og digital via streamingtjenesterne, og er produceret i samarbejde med Asger Techau (Kashmir).
En anbefaling at lytte til Something Has Been Going On herfra på en ganske god EP med masser af potentiale.