Waterline, Velvet Volume: Rocken lever videre i ung trio ★★★★★☆

Velvet Volume på Waterline 2018 (Foto: Daniel Aude)

Velvet Volume spillede på Waterline 2018 (Foto: Daniel Aude)

Waterline er en én-dags rockfestival i Frederikshavn. Festivalen har eksisteret siden 2017 og bestræber sig på at tilbyde nordjyderne noget af det bedste rock man kan finde i Danmark. Waterline har i tiden bl.a. præsenteret navne som Carpark North, Magtens Korridorer, D.A.D, Go Go Berlin og Kellermensch.

Aarhustrioen i Velvet Volume har taget den lange og hårde vej i musikbranchen. Fra bunden og op har Noa, Naomi og Nataja Lachmi skulle bevise deres værd i en branche med trange kår for rockmusikere, men med tiden har tilstedeværelsen på landets festivaler og ikke mindst, udenlandske festivaler, vist at der er en vej for Velvet Volume.

Denne aften i Arena Nord på Waterline Festival starter gruppen op med den pompøse I Think I Need You, som også er at finde på debutpladen. Det er hårdtslående rock med punchlines og sang af Noa på frontvokal, mens bassist Naomi også agerer kor. På trommerne slår Nataja trommeskindene tyndslidte med taktfaste slag. Det er ganske vist robust rock med melodiske sekvenser og traditionel guitarflæng.

Fra I Think I Need You til den legende Leap Into Heaven , hvor Noa og Naomi skiftes til at give den som frontvokal, mens det kæmpe store neonskilte med ordene Velvet Volume lyser op bag Nataja ved trommerne. Der er tænkt på det minimalistiske, men effektfulde, i denne optræden. Der skal ikke en stor setting til for at skabe øjeblikke og det var netop hvad Velvet Volume gjorde denne aften.

Fra titelsangen Look Look Look over i We Just Wanna Get Along, hvor der også eksperimenteres med melodiske sangvalg. Det er netop denne farefulde flirten med den melodiske sangteknik og rockens rå udtryk som rammer mig som musikentusiast.

Ssssshhhhh…

Desværre var få af publikum begyndt at snakke bagerst, så efter en proklamation af Noa fra scenen ”tak fordi vi må spille her på festivalen..” og med selvtilliden i top ”vi er født til at stå på en scene..”, fik publikum også et lille Ssshh med på vejen. Selv havde jeg bemærket den tiltagende snakken om bag mig, så jeg gik selvfølgelig med på Shhhh.

Der er mange gode numre fra debutalbummet Look Look Look, hvor øjeblikket nu var kommet til den cruisende Running Wild samt et nummer som ikke nåede på albummet, Shame. Med masser af tråd, bas og trommer fik publikum en koncert hvor lydniveauet faktisk var velovervejet. Jeg var lige kommet fra en koncert med decibel oppe i toppen, men hos Velvet Volume virkede det som om lydmanden faktisk har målt og vejet fordele og ulemper ved for høj lyd. Selvom der skulle hives på publikum, så spillede trioen med overskud og glæde, som smittede af på publikum. Dem der så brugte tiden på at snakke bagerst i salen, gik derfor glip af en fantastisk koncert med indlevelse og et voksende potentiale.

Du kan finde billeder på Instagram og Instagram Story, når jeg er til koncerter og festivaler. Følg endelig med

Dato: 17 marts 2018
Genre: Festival
Lokation: Arena Nord, Frederikshavn