Debutalbummet fra Blitzkrig hedder Vandene Der Deler os. Sidste år udgav bandet EP´en Sange 19/20 og efterlod sig en danskrock-præget udtryk. Debutalbummet viser dog mere fylde, leg med formatet og mening med opbygningen. 

Trekløveret, Simon Eliasson (sang), Peter Hyllested (guitar) og Mattias Smidt (trommer) er oprindeligt fra det nordvestjyske som tæller Thisted og Fjerritslev. Det er måske ikke et sted der ringer en klokke, men hvis jeg så nævner Thy? Så tilhører bandet pludselig en bølge fra det vestjyske som har fået mere bevågenhed de sidste par år.

Men nok om geografi. Det er selvfølgelig ikke dét der gør et band spændende, selvom PR bureauerne ynder at sætte det mærkat på.

Blitzkrig skiller sig nemlig ud ved at fange den moderne lyd vi hører hos kunstnere som Jung og PATINA og blander det med lækker følelsesladet rockguitarspil hvor der veksles mellem pompøs og porøs.

En intro om gamle minder

Vi starter helt tilbage i midt 90erne på Video Home System (VHS red.) på en intro hvor en række mennesker snakker, griner, klapper og hygger sig. Sikkert en familie-sammenkomst. Filmet på god gammeldags VHS med flimmer og farveforvrængninger. Nu som lydside og intro til et debutalbum.

Herefter starter albummet med BBB. Guitaren synger sagte, og blandes med Simon Eliassons dybe røst. Et møde man lige skal vænne sig til, men der går ikke længe før den dybe smør-stemme smelter om ørene. Tempoet er skruet op på sangen Pis og Papir, som sammen med en iørefaldende rytmeguitar virkelig får potentialet for denne sang at ramme bredt. En sang om at komme videre i livet, selvom alt er imod én.

Indimellem kan der opleves gamle samples og klip fra bandets barndom, fra et gammelt jysk lystspil, optagelser af havet og amerikanske katastrofe-film som nøje er placeret mellem sangene. Udover egnen er et skønt tilbageblik med en Skorstensfejer der ikke er bleg for at synge udover egnen når han er oppe på toppen. Ud over Thy.
Disse klip fortsætter ind i næste sang, Lissom En Film.

Simon Eliasson nærmest rapper sig frem i den dystre, men alligevel meget pompøse Uvejr. Fladerne er skarpe og skærer lige ind til benet, guitarene kæmper om lydbilledet og hjertet hamrer for klimaks. Meget potent udspil fra Blitskrig.

Du Ser Det har en underliggende mening. Kender man sangen Born Slippy af Underworld kan man måske også godt mærke det i opbygning i midten af sangen. Men mon også bandet har tænkt over at sangen pludselig også har skabt et syng-med-omkvæd på teksten “DU SER DET”. Titelsangen Vandene Der Deler Os består af et speak, mens guitaren spiller oplysende foran.

Danmarks Kedeligste Orkester

Et par minutters pusterum på Vandene Der Deler Os, inden Vi R Ingenting toner frem. En sang som pludselig får mine tanker henimod en hvis Steffen Brandt og “Danmarks Kedeligste Orkester”, TV-2. Dog er sangen inspireret af gamle punk- og postpunksange og er, efter bandets udsagn, et bud på en generations-hymne. Til gengæld har Vi R Ingenting masser af potentiale til også at ramme bredt i både radioens P3 og P4. Godt folkeligt omkvæd, fede guitarsekvenser og et godt udtryk som også kan emme af The Minds of 99.

Sidste sang på debuten hedder Varm Kind II. Guitaren er igen den røde tråd i baggrunden, mens Simons Eliasson er synonym med bandet udtryk. 

Blitzkrig har et udtryk man har hørt før, men formår alligevel at skabe deres eget. Debutalbummet Vandene Der Deler os har flere gode grunde til at bandet nok skal få skabt et fast ståsted i en kaoslignende musikbranche, hvor det vælter frem med musikforslag en masse. Pis og Papir og Vi R Ingenting er bare to gode grunde.

Faktaboks
Udgivelse: Fredag d. 1 okt. 2021
Pladeselskab: Eget
Udgivet på streaming (Spotify & TIDAL)