Northside festival 2016 (Foto: Presse)

Dansk check-in på den kommende Northside Festival

Den Aarhusianske festival Northside byder igen i år flere store udenlandske musiknavne velkommen i Ådalen, mens det danske udbud af bands holdes op af ét kæmpe navn og flere mindre. Festivalen har tidligere haft flotte navne på plakaten som bl.a. tæller Suede (2011), Nick Cave & The Bad Seeds (2013), Wu-Tang Clan (2015) mens det danske islæt gælder MØ (2014), The Minds Of 99 (2014, 2016), Nephew (2013) og Oh Land (2012,2014). Northside løber af stablen fra Fredag d. 17 juni til Søndag d. 19 juni i Ådalen, Aarhus.

Fredag

I år kan festivalen stolt præsentere succesbandet Lukas Graham som én af i alt 5 koncerter i Danmark. Gruppen tager USA med storm og raser videre med flotte optrædener på flere talkshows som bl.a. Late Night with Seth Meyers og flotte placeringer på Billboard Top 100. Lukas Graham var en 100% bookning for Northside´s bookingteam, alt andet ville være en fejl.

Samme dag som Lukas Graham kan man bl.a. opleve den danske diskokonge Marvellous Mosell samt de gode gamle dancehall-gutter Malk De Koijn, mens Den Sorte Skole, bestående af Simon Dokkedal og Martin Højland, sørger for at lukke P6 Beat-scenen ned om fredagen med deres dunkende lydshow.

Lørdag

Den spændende electro-songwriter duo Alex Vargas og Tommy Sheen er pt. i gang med at gøre Lukas Graham kunsten efter med fantastiske optrædener på SPOT16, SXSW i Austin og udsolgt i Store Vega samt kommende koncerter i både Tyskland og Holland. Alex Vargas har derfor min store anbefaling som en god starter om lørdagen. For tredje år i træk spiller The Minds of 99 på årets Northside. I 2014 gav de en forrygende koncert på P6 Beat Stage, mens 2015 blev en fantastisk, men en smule regnvåd affære på Blue Stage og i 2016 spiller de igen på Blue Stage. Humøret var højt sidste år, og bliver sikkert det samme i år til hitsingler som Det Er Knud Som Er Død. Sent lørdag aften byder Av Av Av ind i en ørefigen af electro-dimensioner når besætningen, bestående af Eloq, Unkwon og DJ E.D.D.E.H. (Er Du Dum Eller Hvad), spiller natten ind på P6 Beat Stage. Der bliver sikkert masser af ømme fødder dagen efter.

Søndag

Dagen der oftest bliver en træt omgang efter to dages fest. Men med det kommende musikprogram skal der nok komme gang i den fra starten. Endnu en undergrund der kommer op til overfladen, Phlake, hitter med sange som Pregnant og Angel Zoo. Bandet trækker tråde fra det amerikanske og bliver noget af en hitbasker, hvis solen lover at skinne fra en skyfri himmel. Lige efter skal man ikke være typen der har svært ved at vælge, for her spiller både Velvet Volume og Scarlet Pleasure på samme tidspunkt. Er du til en omgang smæk-rock eller bløde strøg af pop, så er dit valg ikke så svært. Sidst, men ikke mindst, er det Ukendt Kunstner som skal lukke og slukke festivalen på P6 Beat scenen. Duoen med Hans Philip og producer Jens Ole har allerede spillet en flot tour i DK, hvor Aalborg kunne melde udsolgt, og senere en koncert på årets Tinderbox 2016.

Musikblogger.dk vil være på festivalen fra Fredag til Søndag, hvor jeg vil live-opdatere direkte på Instagram-kontoen. Håber vi ses.