De Lyse Timer – Blanke Blå (rock/pop) ★★★★☆☆

Albummet Under En Anden Sol blev udgivet i 2017 af bandet De Lyse Timer.
Under debutalbummet var gruppen en trio. På den nyeste EP Blanke Blå har forsangeren dog overtaget roret og styrer det poppede 80er / indie rock -skib ud på farefuldt vand helt alene.

Blanke Blå er en EP med dansksproget sange. Alle skrevet af sanger og sangskriver Andreas Sorgenfrei med inspiration i sangerens eget rejselystne liv sammen med familien.

Palmenat er EP´ens første lyt. Et blidt brusende hav der vælter ind mod stranden, mens forsangeren toner frem med sin karismatiske vokal. Omkvædsmæssigt er sangen spot on med skønne toneleje-fraseringer og i tilbagelænet stil. Indie-rocken får masser af spin på de første par sange, dog rammer 80ernes ikoniske synthpop på sangen Stille Dreng. Endnu en flot og iørefaldende omkvæds-sektion sammen med lækker rytme. Her bringer mine ører et mix af gamle minder fra danseorkesteret Tv-2 og den kække Buttenshøn.

Iørefaldende er nok det ord der er gennemgående på Ep´ens skæringer, dog er alt det der ligger imellem en smule ordinær. Den gennemgående røde tråd er let at spotte og oser af fuldt band, på trods af kun at være promoveret som en énmands-hær. Efter min mening har Solnedgang potentiale til at fortsætte lang tid efter udgivelsens skæredato, mens den lettere kitschede Stille Dreng burde have fået øregangene hos de gængse radioer til at runge.

 

Faktaboks

Udgivelse: 22 maj 2020

Pladeselskab: Target

Udgivet på streaming og Vinyl