Phønix er en dansk folkgruppe på 4 medlemmer fra Odense og København, som efter et møde med den traditionelle kinesiske Guzheng-spiller SangKa har fusioneret dansk og kinesisk musik og turnerer nu med hinanden i både Kina og Danmark.

En Guzheng er et strengeinstrument med alt lige fra 16 og op til 23 strenge eller flere. Instrumentet minder meget om en liggende harpe, men spilles kun fra den ene side ved at ”plukke” på strengene. Foruden at være et kinesisk instrument, så er Guzheng også en stor del af den kinesiske historie som med tiden har udviklet sig i takt med de musiske genrer fusioneres.

I dokumentaren ovenover kan du opleve koncertoptagelser fra Gyngen i Aarhus, interview med de fem musikere og optagelser fra øveseancer i kælderen hos to af Phønix’s musikere i Odense.

Forhistorien til dokumentaren beskrives således:
Eventyret mellem øst og vest begyndte i en rå fabrikshal i Beijings nye art district 798. Ved åbningen af det nye danske kulturinstitut i Beijing i 2014, skulle Phønix spille dansk folkemusik i den ene ende af en stor fabrikshal, mens SangKa stod i den anden ende og lod de drømmende toner flyde fra sit kinesiske instrument, guzheng’en.

Du kan læse mere på Phønix hjemmeside og finde albummet Groovy Guzheng på din favorit streamingtjeneste.