Drowned Session er et dansk/færøsk/canadisk band, som har eksisteret siden 2012. Bandet har netop udgivet deres første EP ”Horses”. EP’en indeholder 5 numre, og er efterfølgeren til singlen ”Conversation with Cora” fra 2013.

Drowned Session

Ved gennemlytning af EP’en falder tankerne helt naturligt på Nick Cave med en snert af Leonard Cohen. Forsangeren Atli Brix Kamban har en fantastisk behagelig vokal, og når hans vokal til tider får lov at stå helt alene i lydbilledet, fylder den så meget at man næsten ikke lægger mærke til at musikken mangler.

Vokalen bakkes ofte – ret utraditionelt – op af banjo og mandolin, hvilket giver en rigtig god effekt. I det hele taget er der en dejlig ro og balance over albummet, som klart er et lyt værd. Det er lidt som om pladen er indspillet efter mantraet ”hver ting til sin tid” – der er plads til alle instrumenterne, og det er til tider intenst, men det bliver – efter undertegnedes smag – aldrig for meget.

De 5 numre på ”Horses” hænger rigtig godt sammen og at bandet på deres facebook selv har kategoriseret deres musik som værende ”dark folk rock” kan jeg kun være enig i.

Du kan læse mere om Drowned Session på facebook og det kan anbefales at give dem et lyt på f.eks. Youtube eller Spotify.