
For et lille stykke tid siden kom der en mail ind i indbakken med kunstnernavnet Flux. Straks begyndte jeg at tænke i genre ud fra navnet og kom hurtigt frem til at der sikkert venter mig noget elektronisk musik. Men min tanke blev gjort til skamme da jeg tog det første lyt på pladen Relationships.
Det var Jazz. En instrumental plade af Flux som lige er blevet udgivet fra d. 1 feb. 2013. Pladen indeholder i alt 9 sange med trommer, saxofon, klarinet, klaver og guitar i en komposition som enhver ægte og dedikeret jazzelsker ville falde i svime over. På albummet kan man høre kapelmester Thomas Albæk Jacobsen som sammen med Ole Visby, Johan Aaen, Michael Møller og Kenneth Dahl Knudsen prøver at forstærke lytterens sanser med melodiske fortællinger. Jeg lagde mig på sofaen og lyttede den intenst igennem fra ende til anden.
Første nummer og sidste nummer er henholdsvis en Prologue og en Epilogue som de så nemt er kaldt. Prologue betyder ”en start på en historie/fortælling”, mens epilogue runder historien af i en afslutning. At lytte til pladen er som at rejse igennem en forestilling af lyde og klimaks. En lytteværdig rejse hvor hvert nummer har egne historier.
Citat fra Thomas A. Jacobsen: Min mission med musikken på FLUX´ første cd er at blande det melodiske med en smag af noget ukendt, som udfordrer publikums sanser. At skabe et rum for uforudsigelige og poetiske relationer – mellem toner og mennesker. Det bærende element er den energi, som vores musik besidder, og som publikum inviteres til at opleve og tage med sig.
Selv er jeg en nybegynder i Jazz, men når melodi og sound falder godt i hak er jeg altid med på noderne. Det må man sige at denne plade gør. Det er en melodisk perle, der dog til tider kan virke tør, men så springer man bare videre til næste nummer. Klaverspillet på Largo (part II) er et drømmescenarie der sammen med den dybe klarinet og bas gør det til et værk som selv jeg kan forstå. Sammenspillet mellem bas og klarinet er smukt balanceret, mens klaveret styrer showet.
Du kan selv lytte med på albummet og læse om Flux her.
Flux er det latinske udtryk for noget der er strømmende. ”Flux” er en strøm af melodiske lyde.