En kølig aften på den fynske festival hvor hjerterne er i fokus, Heartland, stod den unge sangerinde Jada i et noget anderledes setup end hun og band er vant til. Omringet af meterhøje hække i sommerklare grønne farver med lysekroner i trætoppene som skaber en hjemlig hygge og velarrangerede blå-farvede bananer?, kunne Emilie Molsted under kunstnernavnet Jada se et propfyldt område, omdannet til Prjxects Stage. Ikke et særlig stort område, men alligevel normeret til 250 publikummer.
Hele dagen har solen skinnet ned på det grønne paradis omkring den gamle herregård, Egeskov slot. Haven omkring slottet er indrettet med ”små” haver , som ligeledes er indrettet med masser af små oaser af ren idyl og afslapning. Her i én af dem, befandt jeg og et par hundrede andre til koncert. Konferencieren var ikke sent ude og sammenligne Jada med store navne som Beyonce, hvilket medfødte en normal kritiker-reaktion at sammenligne igennem hele første sang. På scenen stod Emilie, iklædt en creme/guldfarvet jakke i front, foran bandet. Hun lyste op på den underbelyste scene, kun overskygget af én ting. Vokalen. Under anden sang, Sure, stoppede den opstillede facade og jeg lod mig rive med på det fængende omkvæd, den soulede fremtoning og de poppede rytmer.
Her er en sangerinde som kan synge og synge, så man gider at lytte. Tilstrømningen ind i det lille område var tiltagende, selv bag den store hæk ude på stien, stod en stor forsamling og lyttede med. Sangen Not Alone, en heartbreak-sang om at tro på sig selv, nærmest omhyllede scenen og skaren foran den som en silkeblød belægning i en beskyttende aura. Den siddende del af publikum var nu begyndt at stille sig op, om det var pga. den tiltagende kølige effekt af skygge eller den intense performance, er ikke til at vide, men pludselig fik Jada det også varmt og smed jakken. Dette var inden et cover af svenske Robyn, With Every Heartbeat. En fantastisk Jada-fortolkning, hvor man ikke bare var vidne til en lækkerhed i den behagelige luftige version, men også en mulighed for publikum at blive inddraget og synge med på omkvædet til lav instrumentering.
Afslutningen nærmede sig, desværre, og seneste single Keep Cool skulle være det sidste ”ord” fra sangerinden på denne hverdagsaften. En performance som den seneste halve time har fået klapsalver, tilråb og ren kærlighed til en formidabel vokal og et velspillende band. Jeg er ikke bleg for at give denne sommeraften i det grønne paradis fuld plade.
Dato: Torsdag 31 maj 2018
Genre: soul/pop
Lokation: Heartland Festival, Prxjects Stage, Egeskov Slot