Jacob Bellens - Polyester Skin [Foto: Jonas Bang]
Jacob Bellens - Polyester Skin  [Foto: Jonas Bang]
Jacob Bellens – Polyester Skin [Foto: Jonas Bang]

Den københavnske sanger Jacob Bellens har allerede gjort sig bemærket i konstellationer som Murder og I Got You On Tape. Bands som har flere albums på samvittigheden. Det samme har Bellens solo, med udgivelser som The Daisy Age (2012) og My Convictions (2014). Nyeste album hedder Polyester Skin som produceres i samarbejde med Kasper Bjørke og udgives i februar 2016.

Albummet fik allerede en smagsprøve da singlen Polyester Skin fik premiere i de danske radioer i november 2015. Polyester Skin har med det glade synth og referencer til 80erne, et dragende og dansevenlig udtryk. Vokalen fra Jacob Bellens er som vi kender det, svævende og en lækker topping på alt hvad han producerer.

Skal vi dykke dybere ned i albummet, er det blevet mere elektronisk end vi kender Jacob. En sang som Tidal Wave, med sin tranceskabende intro, har en reference til dansegulvet indtil Bellens vokal toner frem og starter et monotont forløb, hvor universet er sammenligneligt med Bellens vokal fra ende til anden. Heldigvis dukker en sang som Ace Of Spades op og rusker lidt i den halv-blanke facade. Stadig med referencer til 80erne og en anelse højere toneleje.

Albummet er en mindre satsning fra Jacob Bellens for at ramme et mere alternativ og moderne udtryk. Sangene er modtagelige for den sarte lytter og vokal-mæssigt er der ikke ændret ret meget siden My Convictions fra 2014.  Der er blevet mere plads til den elektroniske pop på plade nr. tre som bl.a. kan høres på den tempofyldte Back To You. Sangene på albummet er lækre og holder vores indtryk af Bellens intakt. Selvom små justeringer er lavet, gennem et ”nyt” samarbejde, så holder Bellens stadig fast i det gode gamle image, som vi kender ham.
Albummet Polyester Skin fra Jacob Bellens får alligevel 4 af 5 stjerner for den gode stemning og det “nye” udtryk.