Lewis Capaldi - Divinely Uninspired to a Hellish Extent

Siden 2017 har den unge skotte Lewis Capaldi udgivet 2 anmelderroste EP´er, Bloom (2017) og Breach (2018), samt debutalbummet Divinely Uninspired to a Hellish Extent (2019). I en alder af 23 år, kan han bryste sig af at have en stadig igangværende beef med Noel Gallagher (Oasis), flere flotte hitliste placeringer og spillet support for Niall Horan, Sam Smith og Bastille. Dog er supportjobs nu passé, da Lewis allerede er godt i gang med at fylde både stadions og spillesteder på en stor verdensturné i 2019. 

Selv havde jeg chancen for at opleve Lewis Capaldi på Reeperbahn Festival 2017.Valgte dog at gå efter den australske sanger Dean Lewis og englænderen Tom Walker. Ganske fine koncerter fra henholdsvis Dean Lewis og efterfølgende Tom Walker. Det eneste jeg fortryder er, at jeg ikke tog til koncerten med Lewis Capaldi dengang. Han spillede i en kirke, hvilket kun kan have været et kæmpe plus for oplevelsen og hans særprægede vokal.

Siden har jeg, på afstand, fulgt den unge skotte fra udgivelsen af Bloom i 2017, hvor man for første gang stifter bekendtskab med sangene Fade og Lost On You. Sange som også er at finde på debutalbummet Divinely Uninspired to a Hellish Extent sammen med kæmpehittet Bruises, fra selvsamme periode. Debutalbummet består af 12 sange, alle skrevet af Capaldi selv.

Grace er introsangen. Et uptempo nummer der har en fantastisk intro, både tempo- og vokalmæssigt, men som sangen skrider frem daler interessen. Instrumenteringen virker for poleret og skabelon-agtigt. Der hvor albummet virkelig yder Lewis sin ret, er på sangen Bruises. Rumklangen og omkvædet klæder den unge sanger godt. Bruises er en sang der handler om at blive vraget af sit livs kærlighed, men samtidigt tage erfaringen(bruises) med sig videre. Et tema der kommer igen på mange af albummets sange. 

Lewis Capaldi har en særpræget vokal der kan skille vandene hos både musikere og lyttere, men også forundre og fænge. En nasal vokal med en smule variation i sange som Hold Me While You Wait hvor en spændende dyb røst bringer crooneren frem, til sangen Forever der med en moderne tilgang byder på en tiltrængt variation fra det højere lag, modsat resten af albummets til tider monotone landevej. Apropos monotone tilgang, så findes der desværre også døde punkter i albummets opbygning, hvor der sker så lidt variation at man lige så godt kunne have skåret enkelte sange fra. Ved lytning af Maybe får man pludselig en stærk følelse af at have kommet til at starte pladen helt forfra. Omkvædet på Grace og Maybe er uden tvivl bygget på samme skabelon og skaber en underlig dejavu-følelse. 

Divinely Uninspired To A Hellish Extent er dog en flot debut fra en meget spændende artist, der har masser af år til at udvikle sin egen lyd endnu mere. Enkelte sange lyder til at være skubbet for hurtigt igennem maskineriet, men så er der også de sange der gør hele lytteoplevelsen værd. Der hvor instrumenteringen og vokalen er skabt for hinanden og skaber bølger af gåsehud op og ned af ryggen. På de sociale medier er Lewis Capaldi god til at tage tykt pis på sig selv, men alligevel være seriøs når det gælder. Derfor er den unge sanger ganske likeable, foruden sin fantastiske vokal.   

 

Anbefalede sange: Bruises, Someone You Loved, Lost On You, Maybe, Headspace

[poll id=”2″]

Faktaboks
Udgivelse: 17. maj 2019
Pladeselskab: Virgin EMI Records
Udgivet på Cassette, LP og CD + streaming