Mary May Love - One Day I Will Be Feeling Fine Again

Mary May Love – One Day I Will Be Feeling Fine Again

Mary May Love - One Day I Will Be Feeling Fine Again

One Day I Will Be Feeling Fine Again er 3. albumudspil fra sangerinden med den fantastiske stemme, Annemarie Jensen, som på scenen hedder Mary May Love. Pladen er indspillet i Austin, Texas, sammen med amerikanerne, Tommy Byrd og Dave Scher. Dave Scher har bl.a. en stor rolle på pladens lydside, da han også står for instrumenteringen på alt lige fra guitar og mandolin til harpe og bas. Pladen består af 7 engelske sange samt én dansk sang, Jeg vågner.  

I 2010 besøgte Annemarie Jensen den amerikanske by Austin og det har forplantet sig i både erindring og musik. ”Stedet er blevet helt hellig for mig. Der er så mange farver, dejlige mennesker, musik, spillesteder, yoga, street art, skæve idéer og meget andet… SÅ FEDT”, fortæller Annemarie.

Kærligheden til countrymusikken er let at spore i den melodiske ballade I Can Never Break Your Heart. Selvom hele sangen emmer af popmelodier og flødeguitarer, så har Annemarie en lækker tendens til at rykke i ordene, som man kender det fra flere country-sangerinder. Om det er opholdet i Austin i 2010 og igen da denne plade skulle indspilles, ved jeg ikke. Men jeg er kun glad for hun tog turen derhen, for kan ikke forestille mig en anden Mary May Love lige nu.

Dave Scher håndterer både den akustiske og elektriske guitar på flere af numrene. Specielt Beat Beat Beat har en akustisk intro, rytmesektion og så derefter et lækkert elektrisk riff. Bassen svømmer mellem Annemaries søde vokal og forsøder tilværelsen for alle den rammer på sin vej. Det er både sødt og naturligt, og unaturligt melodisk. På en udefinerbar måde.

I toget, i bussen, på arbejdet, hjemme i stuen, alene eller sammen med andre. Mary May Love bringer roen ind i sindet uanset hvor du befinder dig. Det smukke album fra den nordjyske sangerinde har fanget mit forvirrede bloggerhjerte én gang for alle. En flot og fantastisk plade som jeg kommer til at lytte til, længe endnu.

Annemarie har sit eget pladeselskab som hun udgiver sit musik på. Mary May Love har bevist at godt musik også kan udgives fra eget pladeselskab og ikke behøver at komme fra den store mainstream-maskine.

Du kan lytte til sangen Won´t Give Up herunder.