
Sangerinden fra Esbjerg, Ninna Andreasen, har i oktober 2015 udgivet dobbeltalbummet Sminkede Lig. Albummet er delt op i en studie-indspillet plade samt en liveoptagelse på plade nummer to, hvor sangerindens humoristiske og skarpe komik kommer til udtryk. Der trækkes fra mange genre, men genrene kan mestendels opdeles i folk, pop og enkelte blues-strøg hvor alle sangene er nye og skrevet og opført til lejligheden.
Ninna Andreasen udgav debutalbummet Barske Banaliteter i 2013 og bakker dermed op med en dobbeltplade her i 2015. Sangene er på dansk og skrevet af Ninna selv, mens musikerne Rasmus Madsen (guitar,piano), Mads Møller Thomsen (trommer), Anders Emil Jensen (bas) og Eigil Bak (trompet) sørger for sammenspillet med sangerindens historier fra nær og fjern.
Titelsangen Sminkede Lig, på studie-pladen, er som skrevet til et band. Nu har jeg selv oplevet Ninna Andreasen live hvor hun optrådte solo, så det er anderledes at høre en band-version af Ninna Andreasen. Men den lækre blues-guitar og bas-intro fanger fra første sekund og holder fast.
Desuden rammer den skønne De Siger direkte hvor den skal. Det kan virke som vrøvl med syrien, botox og spritbilister, men verden er faktisk så ligetil som sangen byder og såmænd en fantastisk vokal af Ninna.
På live-siden, som for øvrigt er optaget i en stue, kan vi starte med Dødevalsen. Publikum er hjemmevante og nyder forestillingen af Ninna Andreasen som foruden skønne og knap så kønne fortællinger, fortæller anekdoter som en kvindelig Allan Olsen. Blæserne kommer ind på Solsort sammen med endnu et dejligt stykke blues-guitar. Flydende og tilpas. Den musikalske fortælling i Mellem Dig Og Mig som udbasunerer tankerne i et brev skrevet fra mor til søn. Humoren er til at tage fat på og mærke, mens hele seancen akkompagneres af klaver. Ninna har virkelig noget at byde på og det er denne sang/fortælling et godt eksempel på. Selv husker jeg den flotte balance mellem musik og humor, da jeg oplevede Ninna på huset i Aalborg til en Laura Mo koncert.
Ninna Andreasen har skabt et hyggeligt og humoristisk projekt med musikken som redskab. Fortællingerne er fængende og intime, mens Ninna heller ikke rammer meget forkert på komposition og vokal. Derfor får pladen 4 stjerner ud af 5 for den musikalske humor.
Herunder kan du høre Ninna Andreasen med Hullet i Hegnet. Giv den tid.