Foto: Rasmus Weng Karlsen (Efterklang)
Jeg har været fast inventar på den aalborgensiske festival Northern Winter Beat siden 2013. Ikke kun som skribent og med en opgave for øje, men også som helt almindelig gæst. Har oplevet fantastiske koncerter hvor bl.a den energiske koncert med Reptile Yuth i 2013 stadig sidder i kroppen og bryllups-sangeren Omar Soleymann fra festivalen i 2018, ligger som klare glimt i hukommelsen. Også efterfesterne med den hollandske DJ Swoolish som har været fast mand på hele 6 af de 8 festivaler indtil nu. 2020 inklusiv.
2013 var også det år jeg forpassede chancen for at opleve Mø meget tidligt i hendes karriere, hvilket jeg den dag i dag fortryder. Derfor har jeg sat mig for at opleve så meget musik som muligt i år.
Skribent: Brian Virenfeldt Hansen
Det starter med stille støj fra New Zealand
Fredag aften starter i Studenterhusets Café. Her skal den New Zealandske søster-duo Purple Pilgrims åbne fredagens musikprogram på Studenterhuset. Publikum er mødt talstærkt op og musikken følger kun et par minutter forsinket. Det er spacey dream-pop med noter af rock. Engang skrev Pitchfork ”..at lytte til Purple Pilgrims, er som at vandre et smukt og underligt sted” og det beskriver vist meget godt en koncert med disse søstre. Enkelte gange følger percussion et beat, én vokal er førende mens den anden chanter ord i baggrunden hvor de to vokaler indimellem mødes til skønsang inden de forlader hver deres bane og flyver ud i evigheden. En start af de roligere på festivalens første musikdag.
Skrøbelig amerikansk industrial folk
Udenfor regner det en smule, men heldigvis skal jeg ikke så langt inden den næste koncert. Den foregår inde i Studenerthusets store sal ved siden af. Amerikanske David Eugene Edwards, nok mest kendt for Woven Hands, står solo på scenen i den store sal med plads til 450 publikummer. Pt. vil jeg skyde på omkring 300 er tilhører til denne koncert. Genren er folket med dybe stik i et dyster univers og til tider meget skrøbeligt. Enkelte gange rammer en ondskab der er svær at sætte ord på, men man kan bare mærke den i baggrunden. Det er som olie på vand. Selv kender jeg ikke David Eugene Edwards bagkatalog, er som sagt kun på inspirationstur for at opleve nyt musik. Til tider kan det virkelig alt for skrøbeligt, men jeg var også ret generet af de højlydte gæster bagerst i salen som snakkede.
Amerikansk hillbilly country a la fuck
1000fryd er ét af spillestederne som byder ind til festival. I aften står den amerikanske country-sanger Bob Wayne på den lille scene. Lokalet er proppet og varmen er ulidelig. Dog er humoren i top på scenen, ordene ”fuck up”, ”drunk”, ”dope” m.v flyver fra scenen på sange som Hell Yeah fra albummet Bad Hombre, Dope Train og There is no dielsel trucks in heaven. Det er højenergisk countryfolk med både humor og et gran af sandhed.
Hurtigt fik Bob publikum med på at chante ”HELL YEAH” inden han proklamerer at alt er tilladt i Alabama og beviser det på sangen Everythings is legal in Alabama. Det er meget underholdende og holder varmen på afstand. Det gør øl selvfølgelig også. Jeg er dog på soda med is.
Crowdsurfing på speed
Jeg når lige ned forbi studenterhuset igen hvor finske Teksti-TV 666 bruger publikum som et flyvende tæppe. Der er fart på guitarerne, trommerne kører derudaf mens vokalen synges på det finske modersprog. Sangene hedder Turbo-Mondeo, Hautakivi og Piritorilta taivaaseen og ser ud til at blive elsket af publikum som i hvert fald har pakket godt op foran scenen i caféen.
Efterklang på genvisit
Det danske band Efterklang viser sig også at være noget af et tilløbsstykke som aftenens sidste band, foruden hollandske SWOOLISH der vender plader resten af natten. Bandet spiller i Studenterhusets store sal hvor sange fra albummet Altid Sammen hurtigt bliver præsenteret.
Bandet har tidligere gæstet festivalen i 2015, da de spillede en koncert sammen med finske Tatu Rönkkö som LIIMA. I år headliner bandet egen scene og det er med sange som den rolige Verden Forsvinder og iørefaldende Supertanker. På samme album finder man drømmesangen Havet Løfter sig med den berømte sætning ”..Du var fri”, som bliver brugt til at få publikums egen røst i samråd. Også en manøvre jeg husker fra Efterklangs fantastiske koncert på SPOT 2019 i Store Sal.
Forsanger Casper Clausen har et nærvær på scenen som både fænger og beroliger. Bandets 5. studiealbum hedder som sagt Altid Sammen og derfor bliver der selvfølgelig spillet en masse deraf. Inden jeg tager afsted fra koncerten, når jeg også at høre Vi er uendelig. Et sandt højbelagt stykke med minimal brug af instrumentering og som virker efter hensigten.
Imorgen gælder endnu en dag på Northern Winter Beat
Vis dette opslag på Instagram