The Psychotic Monks (Foto: Marie Monteiro à La Sirène.)

Northern Winter Beat – Lørdag

Foto: Marie Monteiro à La Sirène.
Britiske Richard Dawson (Huset)

Lørdagen starter på Huset i Hasserisgade med britiske Richard Dawson og hans punkede folk-musik. De obligatoriske stole i Husets sal var fjernet for at rumme det store opbud af publikum, mens baren havde travlt med at udskænke. Selv stod jeg i en meget skrå vinkel mod scenen og kunne lige ane hovederne af Richard Dawson og hans medmusikere bestående af trommeslager og guitarist. Singlen Jogging fra albummet 2020 var det der fik min lyst til at opleve den britiske sanger på årets Northern Winter Beat. En noisy-folk fortælling med humor og et lettere poppet omkvæd som tiltalte mig.

Hans måde at gå over i et højere toneregister og stadig holde tonen uden at blive for akavet. Måtte dog sande at virkeligheden var en anden, i hvert fald til denne koncert. Efter et par gode numre, begynder Richard at lyde forpustet og nærmest skrige i stedet for at råbe. Det blev lidt for meget ud over den eksperimentelle genre han ellers praktiserer på sangene i indspillet forstand.

En råbende ældre herre-marathon (Studenterhuset Sal)

Studenterhuset er omdrejningspunktet for mange af koncerterne, med det in mente at huset også står for 2 af scenerne på festivalen. Denne gang sidder Swans-forsangeren amerikaneren Michael Gira på scenen i Salen med sin guitar og intet andet. En ældre herre, gråsprængt hår med lille hestehale, på en stol. Han er meget fåmælt på scenen, men beder dog om mere lyd nede fra pulten. Sangene er fra Swans bagkatalog såsom den mere end 10 minutter lange The Hanging Man. At sangene er lange, er ikke nyt i Swans sammenhænge. Der er sågar numre på op til 30 min. fra albummet The Seer.

Genren er en blanding af folket spokenword. Passager med råb blandes med rolig stemmeføring og messende guitar-føring for at blande seancen sammen. The Hanging Man indeholder alle disse elementer, det samme med Sunfucker. Dog synes jeg den akustiske version mangler elementer der får sangene til virkelig at træde frem. Koncerterne er typisk 45 min på festivalen, men Michael Gira havde fået plads til mere end 75 min. og dette blev også udnyttet til sidste minut. En så lang seance i Swans akustiske univers tærer på lytteevnerne og trætheden i kroppen melder sig ret hurtigt. Gik derfra med en slags trætheds-følelse og dog, lidt i trance.

PS. Under hele koncerten var der problemer med snakkende publikum. Flere gange blev folk bedt om at stoppe med at snakke, men ligeledes hjalp det. Mit råd til jer. STFU

Energisk fransk støjraseri (Studenterhuset Café)

Fra Frankrig kommer de psykotiske munke (The Psychotic Monks). Det er 4 unge musikere, klædt som enhver Green Day-fan i 90erne, der spiller drømmende punk-rock med både tempo og udefinerbar tid. Det er hård støjende tråd med Rammstein-power når både trommer, guitar og keys stimler sammen om lyduniverset. Nummeret It´s Gone fra albummet Silence Slowly and Madly Shines viser ret godt hvad det er publikum i Studenterhusets Cafe var vidne til. Der var smæk på drengen. Godt klaret.

Jeg har været fast inventar på den aalborgensiske festival Northern Winter Beat siden 2013. Ikke kun som skribent og med en opgave for øje, men også som helt almindelig gæst. Har oplevet fantastiske koncerter hvor bl.a den energiske koncert med Reptile Yuth i 2013 stadig sidder i kroppen og bryllups-sangeren Omar Soleymann fra festivalen i 2018, ligger som klare glimt i hukommelsen. Også efterfesterne med den hollandske DJ Swoolish som har været fast mand på hele 6 af de 8 festivaler indtil nu. 2020 inklusiv.


2013 var også det år jeg forpassede chancen for at opleve Mø meget tidligt i hendes karriere, hvilket jeg den dag i dag fortryder. Derfor har jeg sat mig for at opleve så meget musik som muligt i år.

Skribent: Brian Virenfeldt Hansen