Peter Larsen & Stationen – Utopia

Peter Larsen & Stationen - Utopia

Peter Larsen & Stationen - Utopia

Gennem tiden har den danske sangskriver og musiker Peter Larsen udgivet 7 albums, hvor sidste skud på stammen hedder Utopia. Utopia udgives som Peter Larsen & Stationen og med et brag af en release koncert på Skråen i Aalborg d. 4 sep.

At release-koncerten bliver i Aalborg hænger sikkert sammen med at den danske sangsnedker selv stammer fra det nordjyske hvor han bl.a. havde stor succes med det gamle Peter Larsen Band i perioden 1994 – 2004.  Det står forsanger og sangskriver Peter Larsen tæt for hjerte at byde på skønne melodier i et poppet rock-univers med nærværende tekster. Albummet indeholder 10 af slagsen.

Første skæring på pladen hedder La´ Nu Vær´ og åbner stille op for et melodisk univers hvor roen er faldet på og fremtiden ligger tæt. En åbningssang hvor det handler om at finde helt ind til roen og hvile i sig selv, fint akkompagneret på vokal af aalborgensiske Mowita Erika Jensen. Titelsangen Utopia pepper lidt mere op i albummets start hvor der både er plads til en flydende guitarsolo og friske korpiger.

Lydsiden har alt hvad der kræves af et velfungerende band. Guitar, bas og trommer sammen med korpiger, klaver og endda orgel. Bl.a. på Mit Gamle Kvarter som er et nostalgisk tilbageblik til de gamle Aalborg-dage i nr. 5 hvor nogle af de første sange blev skrevet af den unge Peter Larsen.  

Sangene på pladen er den slags man lytter uden den store forberedelse. Det er lige ud af landevejen med øjebliksfortællinger og funderet lyrik om bl.a. Lirekassemanden Vagn med den psykotiske diagnose eller sangen om Rosa som igennem hele sit liv har manglet omsorg i Allersidste Gang.

Sanger og sangskriver Peter Larsen har endnu engang begået et album med fokus på det umiddelbare og en plade som henvender sig til segmentet med rig erfaring på livet. Den glade pop-rock er blevet kendetegn for den danske sangskriver og med Peter Larsen & Stationen udgives nu den 7 skive i rækken.