Lunar, PitSpot Platform 4, Aalborg (9 maj 2018)

Det nordjyske musikselskab Empty Tape havde i samarbejde med Studenterhuset i Aalborg, arrangeret et pitspot i Platform 4´s mørke rammer. Med den legendariske, i musikbranche munde, SPOT festival i Aarhus lige om hjørnet bød man derfor indenfor til en nordisk optankning af musikalske oplevelser. Plakaten bød på et setup bestående af norske VIAN, svenske Bottlecap og danske Lunar samt Get Your Gun.

Sommeren har endelig forvist det depressive vejr med en sol der kan få blomster til at springe ud. Terrassen er allerede fyldt med folk foran Platform 4 i Karolinelund. Baren er lige indenfor døren, mens salen er i en tilstødende bygning. Både publikummer, til den pågældende koncert, og almindelig gæster var velkommen i cafeen, hvilket skabte en afslappende stemning og snakken gik rundt omkring. Første band på scenen var norske VIAN som med den kvindelige forsanger Elisabet Mjanger gav tempofyldte rocksange inden det danske drengeband Lunar fik lov at svede sammen med publikum i salen med de futuristiske stjerner hængende i loftet.

Det Aalborgensiske band, Lunar, udgav i 2017 deres debutEP Mirrors og senest dobbeltsinglen Anyone Everywhere/Part Two. På scenen fylder bandet for 5-mand, hvor forsanger Christian Therkildsen og saxofonisten Viktor Kongsbak står forrest. Netop disse to har en betydelig rolle i hele musikkens fremtoning. Viktor med det jazzede blæseinstrument og Christian med sin fintfølende vokal, nærmest for delikat til rock. Genren ligger i en form for art rock med plads til nydelige melodier og, ved denne koncert, små skæve indfald med forvrængede vokalbidder, som lyder noget a la den amerikanske månelanding.
Alle bandets sange fra Mirror-EP´en er anbefalet på Karrierekanonen sammen med singlen Seduction. Fra EP´en skiller sange som den fintfølende Lucy Told sig ud med sine dryppende synth-dråber i introen og vokalen fra Christian. I aften fik man også den nyeste dobbeltsingle Anyone Everywhere/Part Two. Anyone Everywhere er en sang der bygger på ret så forudsigelige breaks som bandet demonstrerede foran et lille stillestående, men lyttende publikum i den mørkeste afdeling af Platform 4. Den ivrige lyssætning virkede derimod uforudsigelig og dansede mellem flere forskellige farver og lamper, uden egentlig nævneværdig sammenhæng med den instrumentale rytme fra scenen.

Anden del af dobbeltsinglen Part Two har fået mere plads til den forførende sax som komplementerer den sparsomme instrumentering på både keys, trommer og bas. Der er højt til loftet, hvis ikke i salen hvor vi befinder os, så i Lunar´s musiske univers. Der er en opdrift som hele tiden prøver tage det næste skridt og en sfære omkring det lyttende publikum som drager tankerne rundt i ring.

Det unge band gjorde en god figur på scenen denne aften, hvor finesserne i musikken havde brug for at blive forstærket. Med små udfordringer på stedets lyd samt hele lys-delen, kan det også være svært at levere perler på en snor uden at tabe et par enkelte. Men bandet gjorde det godt når man kigger de små udfordringer i øjnene og medlemmerne i bandet havde endda koordineret farvevalget på skjorterne.

Lunar spiller b.la. på SPOT 2018 ifm. Way Up North-showcase
Event: Way Up North @ SPOT 2018

Dato: 9 Maj 2018
Genre: Indierock
Lokation: Platform 4, Aalborg