Salut Chérie - Haven

Salut Chérie - Haven

Åbent, helhjertet EP fra danske Salut Chérie ved navn ”Haven”. Sangerinde Nadja Madsen synger med en umiddelbarhed uden lige på EP´en 7 engelske sange. Den blev udgivet i maj 2014 og selvom DK er et lille land, så skal det alligevel tage mig flere måneder at komme til denne lækre sag.

I sangen Meet Me In The Woods får Nadja gæstevokal af Adam Allen (The Awesome Welles). Nadjas stemme er naturlig og ren med en blød finish, mens Adam Allens vokal byder en flot pendant i den mere rå-genre. Sammen fungerer de som skabt til formålet. Selvom sangen kun holdes sammen af et let fingerspil, formår Salut Chérie alligevel at skabe fokus på stemningen på trods af den nøgne lydside.

Med engle-agtig kor og skærende mundharmonika sammen med både pianospil og guitar sættes der en folk-songwriter stemning med stor pondus på en stille dag. En dag hvor kalenderen er total fri og hvor det eneste du skal tænke på er at lufte familiens hund, mens solen skinner udenfor. Kaffen brygges, mens man eftertænksom kigger ud på de blågrå skyer og resten af verdenen er ved at vågne op fra deres travle liv.

You´re The Ghost er én af sangene fra EP´en som også er kommet i en livesession fra Den Kongelige Afstøbningssamling eller på engelsk; The Royal Cast Collection! Blandt statuere af romerske kejsere og store sten-søjler synger Nadja Madsen, med band, en fortrinlig version af You´re The Ghost. Hele opsætningen virker så naturlig og passer sikkert perfekt ind i alle intime sammenhænge, hvor der kun er fokus på musikken og ikke volumen af tilhører.

Tag endelig et lyt til den spændende EP fra danske Salut Chérie, der på trods af navnet, hører til i lille Danmark.

Herunder kan du se livesession med You´re The Ghost fra Salut Chérie