Feuerkat, Skråen By Night d 19.02.2016

Feuerkat er forholdvis nye på den aalborgensiske scene, men har allerede en flot EP til at florere på diverse streamingtjenester. Selvom bandet har været en gruppe siden 2013, så er EP-udgivesen først dukket op i 2015 og koncerterne først begyndt at give lyd fra sig.  

Bandet, bestående af sanger og guitarist Thomas Fischer Petersen, trommeslager Aske Stubkjær Madsen, Peter Parmo på bas og Erik Michaelsen på trompet, spiller rock af den mere stonede type og spicer op med lækre guitarriffs i den mere melodiske genre. På vokalen er det Thomas Fischers dybe vokal-røst som brænder igennem, mens de tranceskabende trommer lyder i baggrunden og engang imellem overtager hele lydbilledet.

Koncerten foregik lige efter et non-stop BLT (Back, Larsen & Thrane) i Skråens sal, så Feuerkat gik på i loungen en smule senere end planlagt.  Én af de første sange jeg kunne genkende på setlisten var Murder. Sangen har en fed intro, med tilføjelse af et af Feuerkat´s kendetegn, lækkert melodisk guitarriff. Vokalen fra Thomas smelter sig på og overtager lydbilledet. Det er melodisk og dejligt mørkt

Koncerten var just startet og skiftede tempo løbende. Fra det mere stille lydbillede til hurtige uptempo-skift og tilbage igen. Fra sangen Trouble, hvor tempoet og stemningen er nærmest søvndyssende til den tranceskabende og tempofyldte Smooth Sailing. Smooth Sailing er tight og tæt, som et lydtæppe der omfavner dig og ikke vil give slip. Fed energi.

Et møde med Horsemen blev det også til, inden det sidste nummer fik lov at ramme det fremmødte publikum. Men publikum var ikke helt klar til at gå hjem endnu, så ekstra nummeret blev, endnu engang, Murder og Feuerkat kunne afslutte en god koncert uden de store udsving. Feuerkat er spændende, men mangler lige den sidste gejst og muligvis lige et par ekstra publikum. Men de kommer løbende, hvis bandet fortsætter deres optrædener som denne.

Herunder kan du høre Murder med Feuerkat