SPOT14: Stine Bramsen, Lille Sal, Musikhuset

Den velkendte sangerinde fra Alphabeat ,Stine Bramsen, stod alene på scenen til SPOT Festival 2014. Dog ikke helt alene. Med sig havde hun sit eget orkester + kor som skulle præsentere hende foran dette års SPOT-publikummer. Hun har ikke mange solo-koncerter på samvittigheden, men erfaring og sprudlende energi besidder hun også alene på en scene.

Stine Bramsen,Lille Sal, SPOT Festival 2014

Stine Bramsen, Lille Sal, Musikhuset SPOT Festival 2014

Stine Bramsen hitter stadig med singlen Prototypical som har fået masser af airplay og streaming rundt om i det danske land. De godt 200 publikummer var mødt spændte op til hvad der skulle vise sig at blive en fantastisk koncert.

Som alle kunstnere gør, fik publikum en lille envejssnak om Stines eget liv. Blandt andet kunne hun fortælle at hun ikke var typen der troede på at den eneste ene ville findes, men dette skiftede brat og nu kan hun melde om ægteskab og en lille ny, hvilket også kommer til udtryk i hendes sange og tekster bl.a. i en sang om manden Kasper Adsbøl.

Scenen var enkel og nem at gennemskue, for det eneste man som publikum behøvede var Stines vokal som egentlig ikke springer langt fra Alphabeat-universet. Hendes energiske og sexede tilgang til sangene var en fryd at se på, mens hun sang om det at finde kærligheden og være bange for at miste den igen.

Publikum var svære at definere, da alle aldersgrupper næsten var repræsenteret. Ved min højre side sad en Gaffa-anmelder, mens den venstre bød på en ganske sød, lettere fanatisk ung pige som sang energisk med på alle sangene. Selv da hittet Prototypical udsprang fra setlisten, kunne jeg ikke selv lade være med at synge med – inde i hovedet.

Stine Bramsen har fat i det danske land og hendes første koncerter giver ingen anledning til tvivl. Der er noget godt i vente for den kønne Stine Bramsen – udover den lille ny.