Foto: Pia Kirstine Langgaard

På en lun sommeraften i Karolinelund står en stor flok håbefulde koncertgængere og venter i spænding på at blive fyret op under, på trods af den lune aftenvind. Duoen Fyr og Flamme, bestående af Jesper Groth og Laurits Emanuel, gæster den gamle tivolipark i midten af Aalborg til en forhåbentlig, fantastisk koncert.

Men inden hovednavnet er det sangerinden Stine Klingsten´s opgave at underholde det ventende publikum. At være support-act kan både være en ære og en forbandelse. At spille for et stort publikum er en ære, men at spille foran et publikum som ikke er sit eget kan også være en forbandelse. Stine var også med i det lokale folk/countryband The Raggedy Anns (bl.a. med Katrine Schmidt), men i aften er det hendes eget navn der står på spil.

På scenen er hun flankeret af producer og guitarist Thomas Fleron på højre side og venstreflanken Johan Stene på cello. ”Godaften Aalborg”… lyder det begejstret og spændt fra Stine på klingende vestjysk.

Intet er som det plejer

Hun slår an på guitaren og starter denne sommeraften med førstesinglen Intet Er Som Det Plejer i en nedskaleret udgave instrumentmæssigt. Det er en nærværende sang om epidemien som har ændret vores alles hverdag betragteligt og helt ret har Stine på scenen, intet er som det plejer. Publikum er delt op i to sektioner med et gennemgående hegn midt på pladsen. Dog ikke noget der ser ud til at besvære publikum yderligere.
På scenen har trioen en fest hvor både sange som
Kapløb og Stille Hjerte også findes i bagagen. Repertoiret har tidligere bestået af engelske sange, men Stine har nu valgt at fokusere på dansk og hendes stemme synes også at fungere ret godt på modersmålet.

Til september er der bl.a. en ny sang på vej, Ingen Råber, som publikum denne aften også fik fornøjelsen at opleve.

Det korte support-act gav dog en fin fornemmelse af Stine Klingstens musikalske univers med både popballader og countrytendenser, selvom der instrumentmæssigt var skåret ned til kun guitar, ukulele og cello. Vokal og lyrikmæssigt minder Stine om sangerinden Katinka, men den jyske friskhed skinner unikt fra sangerinden på scenen. Stine Klingsten er en musiker som jeg glæder mig til at følge, men også at opleve med fuldt band en gang i fremtiden.

Faktaboks:
Dato: 23 Juli 2021
Support for Fyr og Flamme
Karolinelund, Aalborg
Billeder må kun benyttes ved at kreditere fotograf Pia Kirstine Langgaard 

Herunder kan du lytte til sangen Kapløb fra Stine Klingsten samt den flotte video.