Pil, Nibe Festival 2022 (Foto: Tommy Hansen)

Foto: Tommy Hansen

Pil er kort og godt navnet på sangerinden Pil, som for nyligt har udgivet albummet Kom Vi Flyver, Siger Du. Et album med sitrende nerve, masser af følelser og god lyrik og endda et album man kan tude til , ifølge sangerinden selv.


Stilheden har sænket sig på Den Lille fede. Et område placeret midt i Skalskoven som med sine hyggelige rammer føles som en lille lukket hule omkring et virvar af mennesker og musik. Introen starter sagte til sangen Hjem Igen, hvorefter musikerne går på scenen. Et simpelt setup bestående af trommer og keys samt Pil på vokal. Hvor lyden i starten af koncerten virkede overgearet og ikke var faldet på plads, blev det mere strømlinet hen af vejen.

Enkelte sange fra albummet har også features af andre musikere hvor Gulvet 22 har Burhan G på feat. og  denne blev der selvfølgelig plads til sammen med en lille charmerende bemærkning fra sangerinden “Vi vil hellere være sammen med jer på Nibe, end alle de andre på Roskilde Festival.

På scenen er Pil meget nærværende hvor det flere gange føles som om hun synger direkte ud til hver eneste fremmødte publikum. Med strakte arme hiver hun publikum ind i hendes musikalske univers.  På Rullefald tages tempoet ned og mikrofonen strækkes så langt ledningen kan række ud på den flisbelagte skovbund. Herefter prøves der at nå forbindelse med Andreas Oddbjerg med sangen Omvendt. Det sjove er, at Oddbjerg spiller i samme sekund på samme festival, på Blå Scene. Om Oddbjerg kunne mærke forbindelsen som blev skabt, vides ikke.

At debutalbummet har potentiale til at nå bredt kan man hurtigt høre på det væld af gode sange som setlisten bugner af. Her flyver hænderne op på Hænderne i Vejret, mens jeg stadig sidder med en uforløst mine da Stjæler natten ikke bliver spillet. Dog sluttes der af med den elektroniske popbasker Inde i Mig. Setlisten bestod kun af 10 sange, så koncerten var hurtigere færdig end ventet. Dog har jeg stadig en god følelse for hvad det kan blive til. Pil fanger en nerve i baghovedet som får samhørighed med de tanker og følelser som vi ikke altid snakker om. 

Setliste:
1. Hjem igen
2. Med En Anden
3. Gulvet 22 feat. Burhan G
4. Dø Af Kærlighed
5. Ingenting jeg hellere vil
6. Rullefald
7. Omvendt
8. Hænderne i vejret
9. Nattely
10. Inde i mig


Faktaboks
Sted: Nibe Festival 2022
Scene: Den Lille Fede
Tidspunkt: Torsdag 30 juni 2022 kl. 21.00
Optælling: 120 – 150