Det nyligt åbnet Musikkens Hus bød på opførelser af nye værker komponeret af Tim Christensen, Silas Bjerregaard (Turboweekend) og Jonas Petersen (Hymns From Nineveh).
Aftenens forestilling foregik i Koncertsalen, i det aller-ypperste rum, med plads til mere end 1200 publikummer. Salen var klædt i hvidt med kontrast af de robuste røde, men bløde koncertstole. Mine forventninger var store, da Musikkens Hus har lovet en akustik uden lige.
Musikkens Miks er konceptet. Her byder man fremtrædende kunstnere ind i huset hvor klassisk møder rytmisk musik for en stund. Der opføres klassiske værker komponeret af disse kunstnere og egne numre arrangeret til Aalborg Symfoniorkester.
Aftenen startede ud med ”Aabningen”. Et værk komponeret af Silas Bjerregaard, herefter kom Silas selv på scenen og gav et par numre, hvor den velkendte Turboweekend-sang Trouble Is skinnede flot igennem i sin ny indpakkede klassiske form med Silas på vokal.
Hurtigt blev det Jonas Petersens værk der skulle opføres for salens publikum. Jonas havde stået og danset foran kunstner-indgangen under hele Silas Bjerregaards optræden og virkede meget oplagt til at komme på scenen. Dog synes det at hans begejstring svandt en smule da han endelig stod på scenen, efter hans eget komponeret værk blev fremført. Dog ellers et nydeligt værk, må man sige. A Kid On The Beach fik også klippet båndet og pålagt nyt underlag denne aften. På trods af en vaklende mikrofonføring under hele Jonas´ optræden var denne sang en perle at lytte til i dets klassisk form. De store klimaks og stille passager fik éns eget hjerte til at hoppe et par takter over af bare ren nydelse.
En tydelig begejstring bølgede i salen, nu hvor det var Tim Christensens tur til at komme på scenen. Men først blev værkerne, som ikke havde fået et navn endnu og bare kaldt Opus 1 og Opus 2, opført af Aalborg Symfoniorkester.
Tim havde taget sin guitar med på scenen og allerede ved de første guitarstrøg vidste publikum med det samme, hvilken perle vi nu skulle opleve i ny form. Love Is A Matter var første sang af mange hitsingler fra rockmusikeren selv. Selv i dets oprindelige form er den et flot stykke musik, men med et symfoniorkester på 50 mand i ryggen får ordet flot en ny betydning. Der var masser af mulighed for at sidde og svælge i alle de nydelig passager hvor også musikken tog over fra Tim Christensens vokal i en stund. Efter flere klapsalver blev det Superior. Her viste publikum også hurtigt sin begejstring da de første akkorder var slået ind.
Dizzy Mizz Lizzy var også på repertoiret og hvilken fryd. Silverflame blev fremført foran det begejstret publikum og hurtigt sprang minderne frem til de gode dage hvor Dizzy hittede i midt-90erne. Sidste sang fra den fantastiske herre hedder Whispering At The Top Of My Lungs og med denne i baghovedet tror jeg at alle fik indfriet deres forventninger i Musikkens Hus. Med Tim Christensens optræden var alt nu afregnet og publikum gik tilfredse hjem.
Hele dette set-up var akkompagneret af Morten Friis. Morten Friis er mere kendt fra den ene halvdel af Safri-Duo, men stod denne aften, ganske vidst, som dirigent. Selvom der var nogle tekniske fejl der drillede og enkelte misforståelser blandt dirigent og optrædende, så gik jeg derfra med følelsen af at have oplevet noget unikt og oplevelsesrigt. Dette skulle være en tilbagevendende begivenhed med nye optrædende, hvilket jeg personligt glæder mig til at se hvad kan frembringe.