Reverend Shine Snake Oil Co. er ikke et firma i Sydamerika der borer efter olie. Men et band som blander alt fra swing til rock og blues i en noget krydret stil.  Nationaliteterne er blandede med frontmanden Claudius Pratt, født i London, opvokset i USA, bosiddende i København. New Yorkeren Justin Moses på guitar, sønderjyden Martin Ollivierre på bas og tyskeren Mathias Klein på trommer.

Reverend Shine Snake Oil Co.

Debutalbummet hedder ”Anti-Solipsism part one – Creature” og er første del af 2 udgvielser. Disse udgives i samarbejde med SOAPBOX MUSIC og Ein Mangfaldig Kar (EMK).

Albummet, som mere skulle hedde en EP, består af 5 sange på engelsk.

I The Candidate bliver lytteren rusket godt og grundigt op i en mikstur af rock´n´blues hvor forsanger Claudius giver den som en støjrocker. Lydsiden holder ganske godt med masser pondus og harmonika-melodier.

Et lille sneakpeak i blues-genren på Mrs. Brown bliver det også til, når nattemørket blandes med whisky, røg og dæmpet belysning. Den tilbagelænet sang, Mrs. Brown, er en stemningsperle når det kommer ud på de sene nattetimer, hvor alkoholen er kommet tæt ind på kroppen og solen er gået ned for længst. Både guitaren, harmonikaen og vokalsiden skaber en fin hygge som helt sikkert skulle opleves live, bare én gang i livet.  

Et tranceskabende guitarriff skærer sig igennem sangen Home.  Stemningen er kravlet ned fra sit piedestal for at være sammen med resten af pøblen og være en del af det underfundige univers som Reverend Shine Snake Oil Co. skaber med deres musik. Vokalen fra Claudius får mere rum og guitarerne kommer til sin plads.

Reverend Shine Snake Oil Co. er ganske populære I Tyskland, Holland og Østrig, hvis man skal dømme ud fra deres kommende turné. Bl.a. med koncerter i tyske byer som Hamborg, Berlin, Dortmund, Frankfurt og Hannover. Amsterdam får også besøg af disse alternative swingrockere. 

Bemærk at videoen er en gammel video, men fortæller meget godt hvem bandet er.